Han havde ikke været længe på banen, før det var slut.

Lukas Jørgensen faldt ned på halvgulvet og måtte bæres ud af Boxen af holdkammeraterne. 

Det slog en stor flig af Mathias Gidsels glæde over sejren på 39-24 over Rumænien.

»Det gør ondt at se en roomie og god kammerats drøm briste i kamp to,« siger Gidsel efter kampen.

»Vi kan kun gisne, hvad der er sket.«

»Det gør selvfølgelig ondt, og det er altoverskyggende lige nu at se Lukas sidde i omklædningsrummet og være ked af det.«

Frygter du, at det er alvorligt?

»Ja, det tror jeg altid, man gør, når der kommer en skade på den måde.«

»Det var svært at være helt glad inde i omklædningsrummet. Men nu må vi se, for nogle gange maler man også fanden på væggen.«

Danmark spiller igen tirsdag mod Portugal i den sidste gruppekamp.