Den rumænske superstjerne Cristina Neagu kommer ikke i kamp mod Danmark.

Hun er ikke med i truppen til gruppefinalen tirsdag aften, oplyser det rumænske håndboldforbund til TV 2 Sport.

Det danske hold har den største respekt for Neagu og får det en del nemmere i aften, hvor hun er fraværende.

»Hun er en dræbermaskine - i positiv forstand. Hun er god til at slå til i de store kampe, og hun har et våben med sit skud og sit samspil med stregspiller Crina Pintea. Det er helt ekstraordinært,« sagde den danske landstræner Jesper Jensen tidligere.

Indtil nu har den 35-årige stjerne kun siddet på træningscykel, og der bliver hun altså siddende for nu.

»Det kan godt være, han ikke vil indrømme det, men jeg tror, Jesper Jensen er lykkelig for den nyhed. Godt nok er hun blevet 35, men Neagu kunne have gjort utroligt ondt på Danmark. Som hun gjorde i Boxen under VM i 2015,« siger B.T.s håndboldkommentator Johnny Wojciech Kokborg.

»Hun har været en af de allerbedste igennem en årrække, så det kan kun være godt nyt for Danmark, hun ikke er med.«

Danmark møder Rumænien tirsdag aften kl. 20.30.