Helle Thomsen er færdig som træner for i den rumænske storklub CSM Bucuresti.

»Det er korrekt, at jeg er blevet fyret. Det skete officielt i aften - uden ballade - efter vi havde vundet en ligakamp med otte overskydende mål, men rent faktisk fik jeg det at vide af klubledelsen inden kampen,« siger Helle Thomsen til BT, der har fanget hende på telefonen i Rumænien.

CSM Bucuresti har ellers spillet sig videre i vinterens Champions League, hvor holdet takket være en tredjeplads i gruppespillet efter ungarske Györ og russiske Rostov-Don er klar til kvartfinalen.

Her skal holdet duellere mod det franske hold Metz, men ifølge Helle Thomsen har klubben før disse opgør ønsket at ændre i trænersammensætningen.

Fyringen ryster ikke Helle Thomsen.

»Jeg kendte præmissen, da jeg tog herned. Klubben har store ambitioner, og vil vinde hver eneste gang, hvilket desværre ikke er sket,« siger Helle Thomsen.

Sideløbende med jobbet i CSM Bucuresti, der fører den rumænske liga suverænt ni point til nærmeste konkurrent, har Helle Thomsen været træner for det hollandske kvindelandshold.

»Det job fortsætter jeg i. Min aftale løber til og med december måneds EM-slutrunde i Frankrig. Hvad der herefter skal ske, må tiden vise,« siger Helle Thomsen, der i øvrigt ikke den eneste danske træner, der er blevet fyret i CSM Bucuresti. Det samme er sket for både Mette Klit og Jakob Vestergaard. I sidste sæson fyrede klubben ikke færre end fire trænere.

»Der er stort pres på trænerne i CSM Bucuresti. Det må og skal man være indstillet på, når man siger ja til jobbet,« lyder Helle Thomsens slutreplik.