Sidste sæsons ligatopscorer i Danmark, Tabea Schmid, har revet korsbåndet over under VM-kampen mellem Schweiz og Rumænien.
To af hendes norske holdkammerater i Team Esbjerg Henny Reistad og Nora Mørk var rystede, da de hørte om sagen, skriver Nettavisen.

»Det er ikke rart at høre,« lød det fra Mørk, før korsbåndsskaden var bekræftet.
Nora Mørk har selv været gennem store knæproblemer gennem karrieren og ville straks kontakte holdkammeraten.
»Hun har været rigtig god for os i denne sæson. Det er slet ikke behageligt,« lød det fra Reistad.
Schmid står nu over for en operation og et langvarigt genoptræningsforløb, oplyser den vestjyske klub.
»Team Esbjerg følger situationen sammen med Det Schweiziske Håndbold Forbund og samarbejder om at hjælpe Tabea tilbage hurtigst muligt og bakker hende op gennem hele forløbet,« lyder det i pressemeddelelsen.
