To kampe på én og samme dag? Det lyder som et ungdomsstævne i håndboldens verden, men det er pludselig blevet virkeligheden for Nikolaj Jacobsen og Rhein-Neckar Löwen.

De tyske mestre er havnet i en situation, hvor de lørdag d. 24. marts skal spille både topkamp i Bundesligaen mod Kiel og Champions League-ottendedelsfinale mod polske Kielce - tilmed er begge opgør på udebane.

Den absurde situation er en konsekvens af, at Rhein-Neckar Löwen og EHF, det europæiske håndforbund, ikke har kunnet nå til enighed om et kamptidspunkt, mens Kiel-kampen har været fastlagt siden sæsonstart på grund af en tv-aftale i Tyskland.

Tilbage sidder en frustreret Nikolaj Jacobsen, som ærgrer sig på egne og håndboldens vegne over sagen.

»Det er en rigtig ulykkelig situation for os alle sammen – ikke mindst for klubben, spillerne og mig. Men helt generelt for håndboldsporten er det en rigtig ulykkelig situation, at man ikke formår at finde en bedre løsning end denne,« siger den danske landstræner.

Nikolaj Jacobsen fortæller, at den tyske tv-aftale gør det umuligt at flytte Kiel-kampen, og derfor har Rhein-Neckar Löwen i stedet forsøgt at løse situationen ved at indvillige i at spille begge kampe på 24 timer. Men det har ikke været tilfredsstillende for EHF.

»Vi har tilbudt dem at spille lørdag aften i Kiel, chartre et fly, lande sent lørdag aften i Kielce og så spille mod dem søndag eftermiddag. Men det er, og jeg ved ikke af hvilke årsager, desværre ikke lykkedes at komme igennem med den model,« siger Jacobsen, som ligger nummer et i Bundesligaen med Löwen og jagter det tredje mesterskab på stribe.

Omvendt har EHFs løsningsforslag været, at Rhein-Neckar Löwen skulle bytte med Kielce, således den første kamp ville blive spillet i Tyskland torsdag d. 22. marts, men det har Nikolaj Jacobsen & co. afvist.

»Så kunne vi spille torsdag aften i Champions League, mens vi har en vigtig kamp i Bundesligaen om lørdagen, der kan blive afgørende for mesterskabet. Det er ikke en sportslig attraktiv løsning for os,« siger Nikolaj Jacobsen, der er provokeret af, at EHF overhovedet har foreslået at fratage tyskerne fordelen af hjemmebane i det afgørende opgør.

Liselotte Sabroe

»At det så er kommet dertil, at EHF vil bestemme, at vi skal bytte vores fordel med hjemmebane i kamp to mod Kielce, efter vi har rejst Europa tyndt i de sidste seks måneder og selv spillet os til det med en bedre placering i gruppespillet – det forstår vi ikke.«

Konsekvensen af den tilspidsede situation bliver naturligvis, at Nikolaj Jacobsen er nødt til at ’sælge’ den ene kamp. Og med kniven for struben er det ikke noget svært valg for ham.

»Vi tager til Kiel om lørdagen med vores normale hold og spiller Bundesligakamp, og så flyver vores andethold til Polen og spiller Champions League om eftermiddagen mod Kielce.« siger Jacobsen og uddyber:

»For os er der ingen tvivl om, hvad vi skal prioritere. Vi har måske 8.000 tilskuere i snit til vores Bundesligakampe og 2.000 i snit til vores CL-kampe. De sponsorer vi har, de er kommet på grund af Bundesligaen, og fordi vi er tyske mestre. Det er det, der tæller hernede. Jeg er sikker på, at hvis du spørger vores fans, så vil de allerhelst vinde det tyske mesterskab. Derefter vil de helst vinde den tyske pokalturnering. Og så vil de gerne vinde Champions League. Sådan er rækkefølgen. I Tyskland er tysk håndbold størst – sådan er det bare. Bundesligaen er så i øvrigt også en sværere turnering at vinde,« siger han.

Men den beslutning betyder vel reelt, at du ikke har noget at spille for i returkampen mod Kielce i Champions League?

»Nej, det har vi ikke. Så er vi ude. Jeg håber da, vores andethold kan overraske. Men jeg tvivler,« lyder det.

Nikolaj Jacobsen er ærgerlig over, at det er kommet så vidt, men han mener, at nok er nok, og derfor har Rhein-Neckar Löwen ikke rettet ind overfor EHF i denne omgang.

»På et eller andet tidspunkt er man også nødt til at blive hørt. Derfor er det endt sådan her. Jeg håber selvfølgelig, der kan findes en bedre løsning end denne. Vi vil gerne spille begge kampe. Men det skal også være en sportslig fornuftig løsning for os – og ikke kun for de respektive forbund,« lyder det fra Jacobsen, som fortæller, at spillerne i klubben har det på samme måde.

»De er rigtig skuffede over det her. Men de har det også sådan, at de bare gerne vil høres. Sådan at det ikke kun er kommercielle hensyn, der bliver kigget på, men at man faktisk også tager hensyn til, hvad der er bedst for aktørerne. Og det er der ikke blevet her,« siger han og tilføjer:

»Det er vigtigt, at man hele vejen rundt – i Tyskland, EHF, Danmark og så videre – bliver bedre til at høre på aktørerne. Så jeg håber, man kommer til at lære af sine fejl, så vi ikke ender i de her situationer igen, for det skader vores sport ekstremt meget,« siger Nikolaj Jacobsen.

BT har forsøgt at få en kommentar fra EHF, men forbundet har ikke ønsket at medvirke i denne artikel.