Danmarks håndboldherrer havde mulighed for at udligne til sidst i EM-kampen mod Island, som vandt 31-30.
De danske håndboldherrer tabte lørdag aften 30-31 til Island i en yderste dramatisk EM-åbningskamp, hvor Danmark i sidste sekund stod med muligheden for at få det ene point med hjem.
Da uret nærmede sig de 60 minutter, blev bagspilleren Michael Damgaard spillet fri af Mikkel Hansen, men inden Damgaard nåede at sende sit skud mod mål, fløjtede dommerne for frikast til Mikkel Hansen, mens tiden løb ud.
Det mødte store protester fra de danske spillere, og efter kampen var det også en utilfreds Damgaard, der ærgrede sig over det danske nederlag.
»Jeg står og bobler lige nu og er rasende,« siger han.
Det er dog ikke dommernes afgørelse, der alene gør bagspilleren vred.
»Vi må kigge indad over 60 minutter. Det skal ikke være de små situationer, der afgør, om vi vinder til sidst.«
»Men selvfølgelig ville jeg gerne have haft muligheden for at score til sidst,« siger han.
Den burde han også have fået, hvis man spørger den danske landstræner, Nikolaj Jacobsen, der ikke mener, at der burde være fløjtet frikast.
»Den sidste kendelse, hvor der blev fløjtet på Mikkel, var der ikke skridt eller noget som helst. Spillet skulle bare fortsætte. Vi manglede marginalerne, og vi manglede de marginale kendelser. Dem ramte vi ikke i dag,« siger han.
Stregspiller René Toft Hansen er enig i, at de små marginaler blev afgørende i lørdagens opgør, men han retter pilen direkte mod det danske forsvar.
»Det er ikke dommerne, der er skyld i noget som helst i dag. Island scorede 31 mål, og det er simpelthen for mange. Det er ikke dommernes skyld,« siger René Toft.
Nederlaget betyder, at Danmark er uden point i gruppe E, hvor både Island og Ungarn har to point.
Ungarerne, der tidligere lørdag vandt over Rusland, venter mandag, mens Danmark møder russerne onsdag i den sidste kamp i det indledende gruppespil.
De to bedste hold går videre til mellemrunden.
/ritzau/