Marginalspillerne førte sig frem, da håndboldlandsholdet vandt EM-generalprøven over Frankrig.

Skader gør flere danske profiler tvivlsomme til håndbold-EM, men bredden er i orden på landstræner Nikolaj Jacobsens mandskab.

Den danske "andenkæde" imponerede i søndagens Golden League-kamp mod Frankrig, der foran eget publikum blev slået med 31-30, efter at reserverne havde sørget for dansk 17-14-føring ved pausen.

En stærk præstation i en kamp, hvor der i perioder blev spillet fremragende håndbold, og hvor flere af de danske marginalspillere styrkede deres EM-kandidatur.

Golden League i herrehåndbold: Frankrig vs. Danmark i Paris søndag den 5. januar 2020. (Foto: Stéphane Pillaud/Ritzau Scanpix)
Golden League i herrehåndbold: Frankrig vs. Danmark i Paris søndag den 5. januar 2020. (Foto: Stéphane Pillaud/Ritzau Scanpix) Foto: Stéphane Pillaud
Vis mere

Det gælder ikke mindst Michael Damgaard, der var fuldstændig ustyrlig før pausen, hvor han hakkede syv bolde i det franske mål, tilkæmpede sig flere straffekast og leverede tre målgivende afleveringer.

Også Jacob Holm markerede sig i bagkæden med sine hurtige fødder og blik for hullerne i modstandernes forsvar.

At Jannick Green i målet ikke havde helt så godt fat som i fredags mod Norge var til at leve med, fordi angrebsspillet flød, og den franske defensiv blev splittet for alle vinde.

Fra anden halvlegs start var det dog slut med eksperimenterne, og Nikolaj Jacobsen sendte noget, der kunne ligne en EM-bagkæde på banen.

Golden League i herrehåndbold: Frankrig vs. Danmark i Paris søndag den 5. januar 2020. (Foto: Stéphane Pillaud/Ritzau Scanpix)
Golden League i herrehåndbold: Frankrig vs. Danmark i Paris søndag den 5. januar 2020. (Foto: Stéphane Pillaud/Ritzau Scanpix) Foto: Stéphane Pillaud
Vis mere

Mikkel Hansen og co. fik dog ikke nogen god start, og fem minutter efter sidebyttet havde Frankrig udlignet til 18-18.

Det har været en uheldig tendens i den senere tid, at det danske hold indleder anden halvleg i lavt gear, men som minutterne gik, kom danskerne op i omdrejninger.

På stregen viste Magnus Saugstrup international klasse i begge ender af banen, Lasse Andersson var stærk i defensiven, og med et par veltimede kontrascoringer bragte Danmark sig på 24-21.

Frankrig svarede dog igen, og det var helt jævnbyrdigt, da en forrygende testkamp gik ind sin afgørende fase.

Meget passende var det banens bedste, Michael Damgaard, der kort før tid scorede til 31-29 og sørgede for dansk sejr i EM-generalprøven.

Danmark åbner EM på lørdag mod Island.

/ritzau/