Trods et rigtig godt udgangspunkt fra første møde kunne Fredericias håndboldherrer ikke gøre arbejdet færdigt i returkampen ude mod tyske Melsungen i European League.

Sejren på 35-29 i første opgør var utilstrækkelig, da Bundesliga-klubben vandt tirsdagens møde med 35-26. Dermed snupper Melsungen pladsen i kvartfinalerne.

Danskerne hang godt på i kampens første 22 minutter, og et overraskende avancement lurede.

Blandt andet takket være en god kontrafase var Fredericia kun bagud 8-9, da der manglede otte minutter af første halvleg. Men de sidste otte minutter frem mod pausen blev dyre.

Melsungen fik skudt hul på Sebastian Frandsen, og tyskerne tog en femmålsføring med til pause.

Danskerne formåede at holde afstanden på fem-seks mål et stykke ind i anden halvleg, men så satte Melsungen fart på igen.

Efter 42 minutter kom tyskerne for første gang foran med de syv mål, der tippede vægtskålen i retning af tysk avancement.

Få minutter efter var afstanden på ni mål ved 28-19, og derfra nåede Fredericia aldrig tilbage.

Et par brændte straffekast var med til at holde danskerne tilbage på måltavlen, og afstanden nåede ti mål med fem minutter igen. Det var reelt afgørelsen.

Også en anden dansk klub måtte forlade turneringen tirsdag.

Skanderborg AGF var på en svær mission lige syd for grænsen. På hjemmebane havde holdet tabt 32-38 til Flensburg-Handewitt i det første opgør.

Det danske hold leverede dog en fin præstation i returopgøret. I Tyskland blev det 33-33, men det var stadig langtfra nok til en plads i kvartfinalerne.

/ritzau/