I anden kamp efter fyringen af Gudmundur Gudmundsson floppede Fredericia ved at ryge ud af pokalen.
Fredericia HK er færdig i håndboldens pokalturnering.
Højst overraskende tabte holdet onsdag 33-35 hos Aarhus Håndbold fra den næstbedste række.
En stor del af skaden kom i slutningen af første halvleg, hvor aarhusianerne vendte 13-14 til 18-14.
Føringen blev langsomt spist op i anden halvleg, hvor Fredericia fik kontakt igen ved 28-28, men lige meget hjalp det.
Den 21-årige playmaker Simon Skovhus var i hopla for værterne og var med sine 10 træffere en afgørende figur i overraskelsen.
For gæsterne var Mads Kjeldgaard som vanligt flittigt scorende, men trods 15 mål fra storskytten og 9 mål fra Anders Kragh Martinussen blev det holdets sidste pokalkamp i denne sæson.
Det var en markant nedtur for trænerduoen Jesper Houmark og Michael Wollesen, der ellers fik en flot skalp i deres første kamp efter fyringen af Gudmundur Gudmundsson, da det lørdag blev 33-27 hjemme over GOG i ligaen.
Aalborg Håndbold er til gengæld sikkert videre til kvartfinalerne efter 39-30 over KIF Kolding på udebane i et opgør, hvor Niklas Landin fik et hvil.
Svenske Lukas Nilsson markerede sig med 11 mål på 14 forsøg i åbent spil.
/ritzau/