De franske værter vandt EM-finalen i kvindehåndbold med 24-21 over Rusland.

Frankrig er europamestre i kvindehåndbold, efter holdet søndag vandt finalen over Rusland med 24-21.

Det er Frankrigs første EM-guldmedalje nogensinde.

Verdensmestrene stod over for de olympiske mestre i finalen.

Dermed sluttede EM på samme måde, som det startede. Ligesom i åbningskampen, var det værtsnationen fra Frankrig, der stod på den ene banehalvdel, og Rusland på den anden.

Men modsat EM's første kamp, så kunne Frankrig trække sig sejrrigt ud af opgøret og tage guldmedaljerne om halsen.

Men det blev ikke let.

Tempoet var højt fra kampens start, og et hav af scoringer strøg ind bag banens to målmænd.

Spillerne fra de to mandskaber viste et forrygende overblik, og det gav en yderst velspillet håndboldkamp, hvor de to hold fulgtes ad gennem hele første halvleg.

Midt i halvlegen fik Amandine Leynaud bedre fat i det franske mål, og med tre scoringer i træk bragte de franske kvinder sig for første gang i front med to mål 9-7.

Men større blev føringen aldrig, og Frankrig gik til pause foran med et enkelt mål 13-12.

Kampen havde et dansk islæt i form af den danske dommerduo med Line Hesseldal Hansen og Karina Christiansen.

De to kom i centrum i starten af anden halvleg, da de gav direkte rødt kort til den franske stjerne Allison Pineau, da hun ramte den russiske målmand på siden af hovedet under et straffekast.

Pineau forlod banen i tårer, og det tændte det store hjemmepublikum i hallen i Paris endnu mere.

De smittede af på banen, hvor Alexandra Lacrabere knap ti minutter inde i halvlegen sendte Frankrig foran med tre mål.

I den anden ende fik Laura Glauser, der havde erstattet Amandine Leynaud i det franske mål, bedre fat.

Men kampen mistede sit flow efter det røde kort, og flere fejl sneg sig ind på begge mandskaber.

Russerne kom igen helt tæt på Frankrig ved 16-17, inden Frankrig atter trak fra, og med ti minutter igen var værtsnationen foran med 21-18.

Den afstand formåede Frankrig at holde helt til slut, og så kunne de franske kvinder bryde ud i jubel sammen med det store hjemmepublikum, og festen i Paris kunne begynde.

Frankrig har tidligere vundet EM-bronze tre gange. Sidste år vandt holdet VM-guld.

/ritzau/