Håndboldens 1. division bliver foreløbigt suspenderet i 25 dage, da ligaen ikke defineres som professionel.

1. division i håndbold suspenderes som minimum til 23. november, da ligaen ikke kan klassificeres som professionel sport.

Det siger Divisionsforeningens direktør, Thomas Christensen.

- Regeringen har sænket forsamlingsforbuddet til ti personer, men undtaget professionel sport. Vi har påberåbt os, at 1. division er professionel med lønmodtagere.

- Men regeringens definitioner for professionel sport gør, at vi ikke kan komme ind under den. Så vi må sætte 1. division i bero, siger Thomas Christensen.

Han forklarer, at hverken antallet af spillere, der får løn for at spille, eller beløbet de modtager, er stort nok til at blive klassificeret som professionel sport.

Direktøren er ærgerlig over, at den næstbedste håndboldrække for mænd og kvinder nu ikke må afvikle kampe det meste af november.

- Vi har i alle håndboldrækker vist ansvarlig kampafvikling.

- Selvfølgelig har der været smittede spillere ligesom i andre sportsgrene, men der har ikke været events, hvor det er brændt helt sammen. Langt fra, siger han.

Thomas Christensen understreger, at man i Divisionsforeningen respekterer regeringens beslutninger.

- Vi accepterer selvfølgelig de ting, der kommer fra myndighederne og indordner os efter det. Vi er klar til at arbejde videre på den anden side og håber meget at kunne fortsætte 23. november, siger han.

Divisionsforeningen kan nu se frem til et større skrivebordsarbejde med at skemalægge knap fire ugers udskudte kampe til et senere tidspunkt på sæsonen.

- Derudover er der et stort arbejde med at få hjulpet klubberne økonomisk. De skal vide, hvilke kompensationsmuligheder der kan dække for dem, siger Thomas Christensen.

Hos mændene har Nordsjælland førstepladsen i 1. division den kommende tid, efter at holdet har vundet alle otte kampe, klubben har spillet i denne sæson.

Hos kvinderne fører EH Aalborg 1. division med maksimumpoint efter syv kampe.

/ritzau/