Danmark er i VM-finalen, og det er fuldstændig fantas… hov, stop lige. Tag den med ro. Og fokusér så på at få gjort tingene færdige.

Det var Lasse Svans helt store budskab til danskerne og holdkammeraterne, efter Danmark i en forrygende opvisning havde sendt Frankrig ud af VM med en sejr på 38-30.

»Der var glæde og stolthed over, at vi står i den finale, som vi alle gerne vil stå i. Samtidig har vi bevidsthed om, at der mangler en kamp endnu, og at vi skal levere på lige så højt niveau en gang til, hvis vi vil være verdensmestre. Det har vi muligheden for. Det er op til os selv at få gjort det færdigt,« siger Lasse Svan.

VM-finalen skal spilles på hjemmebanen i Boxen efter en smuttur til Hamborg, hvor semifinalerne fandt sted. Det bliver med andre ord højst sandsynligt en kamp med op mod 14.000 danskere i ryggen.

Liselotte Sabroe

Lidt af en fordel, men også her advarer landsholdets rutinerede ræv.

»Vi kommer ikke til guldet alene bare ved at have hjemmebanen. Vi skal gøre vores arbejde på søndag også. Det skal vi have fuldt fokus på,« siger Svan.

Der var dog også andet end advarsler fra landsholdets fløj. For efter den suveræne præstation mod Frankrig var Svan ikke i tvivl om, at det var en præstation til toppen af hans scrapbog.

»Det her er noget af det bedste, vi har leveret, mens jeg har været med på landsholdet. Det var en opvisning i fantastisk angrebsspil og dygtigt og klogt forsvarsspil. Det var meget, meget imponerende,« siger Lasse Svan.