Staffan Olsson var engang en af verdens bedste håndboldspillere. Nu er han svensk landstræner -- og tirsdag står han over for en af nutidens verdensstjerner, Mikkel Hansen.

Og den langhårede svensker har faktisk et godt kendskab til den hårdtskydende dansker, for til daglig er Staffan Olsson tilknyttet trænerstaben i PSG.

Hvor også de franske verdensstjerner Nikola Karabatic og Daniel Narcisse er på hold med den danske landsholdsspiller.

Staffan Olsson er imponeret.

»To ting gør mig glad: De er meget ydmyge og sygt professionelle af natur og til egen interesse. De har arbejdet utrolig hårdt for at nå dertil, hvor de er, og for at blive der,« siger Staffan Olsson til Aftonbladet.

Staffan Olsson dirigerer de svenske spillere mod Rusland.
Staffan Olsson dirigerer de svenske spillere mod Rusland. Foto: MACIEJ KULCZYNSKI
Vis mere

Han fortsætter:

»De er stadig lydhøre og nysgerrige, hvis jeg kommer med tips og idéer. Det gælder ikke bare dem, men alle spillere og hele klubben,« siger Staffan Olsson til Aftonbladet.

Og faktisk går det også den anden vej. Staffan Olsson har også lært noget af at træne Mikkel Hansen og co.

»Jada, det er lidt om valg af spilmuligheder og smådetaljer, som vi har arbejdet med i PSG,« siger Staffan Olsson.

Danmark og Sverige spiller mod hinanden tirsdag aften.