Thomas Mogensen var præget af sine 11 år i Flensburg-Handewitt, da han vendte tilbage med Skjern søndag.

De store følelser var med før, under og efter kampen for håndboldspilleren Thomas Mogensen, da han vendte tilbage til Flens-Arena søndag.

11 sæsoner i Flensburg-Handewitt har sat sine spor, og at møde sin tidligere klub som spiller for Skjern Håndbold gjorde et stort indtryk.

Thomas Mogensen var da også en populær herre efter Skjerns nederlag i Champions League på 22-26 til de tyske mestre, og der blev hevet i den 35-årige playmaker fra alle sider.

- Det var svært. Jeg har kæmpet med at finde den rette mentale balance op til kampen. Jeg kunne godt mærke, at det ikke var en hvilken som helst håndboldkamp.

- Det var underligt at gå ind i det omklædningsrum, jeg aldrig har været i, og løbe ind fra det andet hjørne. Jeg blev ramt på følelserne. Det må jeg indrømme, siger Thomas Mogensen.

Han forlod Flensburg-Handewitt før sæsonen, efter at have spillet i klubben siden 2007, og han sagde farvel ved at være med til at gøre Flensburg-Handewitt til tysk mester i sidste sæson.

Den slags bliver husket, og i byen hylder og husker man sine tidligere stjerner.

- Da hele nordtribunen råbte mit navn efter kampen, så kom alle følelserne op i mig, og det var lidt overvældende. Det var et stort øjeblik.

- Der er ingen tvivl om, at min mavefornemmelse var anderledes i dag, end den plejer at være. Jeg kunne ikke bare sige, at det her bare var en håndboldkamp. Der var så mange følelser involveret.

- Jeg havde en masse venner og familie i hallen. Det har været fantastisk at mærke den opbakning og se alle de folk, der stadig render rundt i nummer 10 (Mogensens trøjenummer i Flensburg, red.).

Selve kampen blev aldrig det store sus ifølge den rutinerede spilstyrer, der sammen med Skjern gik til pause med stillingen 10-10.

- Vi fulgtes godt ad i en lidt rodet første halvleg. Vi vidste, at de nok ville komme med et større tryk og ramme en periode, hvor de kom med fuld udblæsning.

- Der kunne vi ikke stå imod efter pausen. De trak fra, og det er svært at hente fire-fem mål i Flens-Arena, siger Mogensen.

Med nederlaget ligger Skjern på femtepladsen i gruppe B med fem point for seks kampe lige efter Flensburg, der har seks point.

/ritzau/