Danmark havde brug for et norsk nederlag, da Norge og Sydkorea stod over for hinanden i mellemrunden ved VM mandag eftermiddag.

Men nordmændene vandt sikkert med 36-25, og dermed er Danmarks chance for at nå semifinalen ved slutrunden i Japan ikke længere eksisterende.

Til gengæld betyder resultatet, at Danmark med en sejr over Serbien i den sidste mellemrundekamp onsdag sikrer sig mindst fjerdepladsen i gruppen, der giver mulighed for OL-kvalifikation.

Norge styrer til gengæld - med søndagens sejr over Danmark og mandagens sejr over Sydkorea - mod en semifinaleplads og fører nu mellemrundepuljen med seks point.

Nordmændene fik mandag stor hjælp fra både Serbien og Danmark, der slog henholdsvis Tyskland og Holland, der har fem og fire point.

Sydkorea kom ellers bedst fra start i kampen mod de tidligere VM-, EM- og OL-mestre fra Norge, men bagud 1-3 satte nordmændene tempo, og så var der ikke meget at stille op for sydkoreanerne, der kunne gå i omklædningsrummet efter de første 30 minutter bagud med 10-20.

Anden halvleg blev en mere jævnbyrdig affære, men der var intet, sydkoreanerne kunne gøre mod det store norske forspring.

/ritzau/