Noah Gaudin viste højt niveau, da Sønderjyske fældede Skjern, der ellers havde lutter sejre med i bagagen.

Det vrimler ikke med franskmænd i dansk herrehåndbold, men den stod på fransk opvisning, da Sønderjyske tirsdag aften gæstede Skjern.

22-årige Noah Gaudin storspillede for sønderjyderne. Med intelligent spilfordeling og 12 scoringer på sin egen målkonto var han et niveau over alle andre.

Det betød, at Sønderjyske efter en halvrodet affære løb med en nimålssejr på 33-24 over et tamt og opgivende Skjern-mandskab.

Det var sæsonens blot anden sejr til sønderjyderne, der i første runde slog danmarksmestrene fra Aalborg Håndbold.

Siden er det blevet til nederlag til Lemvig-Thyborøn og Skanderborg Aarhus Håndbold, men nu er klubben på sejrssporet igen.

Samtidig er Skjerns sæsonstart med lutter sejre i tre forsøg ødelagt.

Skjern tog teten fra kampens begyndelse og var foran med to kasser efter de første omtrent ti minutter. Sønderjyske lod sig dog ikke slå ud, og føringen bølgede frem og tilbage.

Første halvleg var ikke nogen stor oplevelse, hvis man godt kan lide at se håndbold på højt teknisk niveau.

De to hold lavede et hav af fejl, og det var generelt ikke særligt interessant at se på. Mål blev der dog scoret en del af, og Noah Gaudin gik forrest med fem kasser for Sønderjyske, der førte 15-14 ved pausen.

En årsag til de mange fejl kan være det høje tempo, der blev spillet i. Det fortsatte i anden halvleg, men fejlprocenten faldt hos begge mandskaber.

Sønderjyske havde dog bedst fat og trak en smule fra.

Noah Gaudin drev gæk med et passivt og rundtosset Skjern-forsvar, og midtvejs i halvlegen var sønderjyderne foran med 25-19.

Skjern formåede ganske enkelt aldrig at få greb om begivenhederne i anden halvleg, og til sidst gav hjemmeholdet op.

Krydret med Gaudins lækkerier i offensiven var den solide defensiv afgørende for sønderjyderne i slutfasen, hvor føringen bare blev større og større.

/ritzau/