Danmark er færdig ved VM, lige inden det skulle til at blive rigtig sjovt.
Onsdag aften i Rotterdam blev Helle Thomsens håndboldkuld udklasseret af en flyvende fransk armé, som vandt kvartfinalen med 31-26.
I den mere end halvtomme og halvtamme arena fik Danmark aldrig rigtig noget til at fungere mod franskmændene, som helt åbenlyst var forrygende forberedt på de danske forcer.
De danske keepere fik på intet tidspunkt fat, forsvarsdirigenten Line Haugsted fik kun i glimt den danske defensiv til at stå imod, og i angrebet virkede Danmark blottet for saft, kraft og løsningsmuligheder.
Nederlaget i VM-kvartfinalen betyder, at Danmarks kvindelige håndboldlandshold for første gang siden det skuffende VM i Japan i 2019 slutter uden for top-4 ved et af de helt store mesterskaber.
Faktisk var det allerede fra kampens begyndelse svært at få øje på, hvordan Danmark skulle bryde franskmændene ned. Der var nemlig meget, der ikke fungerede. Rigtig meget. Lad os starte bagfra.
I målet var Anna Kristensen ikke i nærheden af de franske afslutninger, og efter ti minutter måtte hun tage plads på bænken uden en eneste redning i regnskabet. Amalie Milling tog over, men heller ikke hun fik fat i en pind.
Derfor traskede hun tilbage på bænken efter 20 minutter, og først efter 25 minutter kom der en redning fra Kristensen, som pillede en mere før pausen.
Men de to keepere havde heller ikke gode arbejdsbetingelser. De danske forsvarsspillere løb rundtossede rundt mellem hinanden på grund af den store bevægelighed i det franske angreb, og den ellers så driftssikre forsvarsgeneral Line Haugsted måtte lade sig bænke efter 11 minutter.
Slutrundedebutanten Laura Borg, der løftede Danmarks defensiv med flere niveauer mod Ungarn for tre dage siden, kom på banen. Men fem minutter senere havde hun fået to udvisninger og blev beordret ned at sidde igen.
Offensivt var det ikke meget bedre. Danmark lavede bunker af fejl, og det betød, at angrebene ofte sluttede, før der kom afslutning på. Faktisk havde den franske keeper kun fire redninger, hvilket jo ikke er prangende.
Men det franske forsvar må roses for en ekstremt aggressiv tilstedeværelse. Spillerne knoklede med livet som indsats, og der blev tacklet færdigt, som man siger på håndboldsprog. Det kostede dog også en del danske straffekast.
Faktisk blev halvdelen af de danske mål scoret på straffekast af Kristina Jørgensen før pausen. Og da de 30 minutter var gået, var Danmark bagud 12-17.
Begyndelsen på anden halvleg bød på helt andre takter fra Danmark. Defensivt var den danske midterblok kittet bedre sammen, og franskmændene skulle pludselig arbejde meget mere for målene end i første halvleg.
Samtidig stemplede for eksempel Michala Møller ind i angrebet og scorede hurtigt to signaturmål efter gennembrud på ydersiden af sin oppasser. Og så var Danmark pludselig kun bagud med to mål.
Men så fik Frankrig fat igen. En dum udvisning til Helena Elver på grund af forkert udskiftning slog pusten af danskerne, og Frankrig straffede det resolut.
Igen og igen hældte franskmændene bolden ind til en af deres brølstærke stregspillere, og igen og igen var Anna Kristensen ikke i nærheden af at få fat i afslutningerne.
Til sidst mistede de danske kvinder helt åbenlyst troen på projektet, og franskmændene scorede efter behag frem til slutfløjt.
/ritzau/
