Det Internationale Håndboldforbund (IHF) har sat navne på de spillere, som er udtaget til turneringens hold.

Og her er der blevet plads til en enkelt dansker. Målmandsstjernen Sandra Toft er således valgt i målet.

Det er hun blevet efter en fremragende VM-slutrunde, hvor hun har stået med en flot redningsprocent og haft flere vanvittige redninger.

Derudover er der blevet plads til to spillere fra Norge, tre spillere fra Frankrig samt en fløj fra Spanien.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Carmen Martín repræsenterer værtsnationen, mens Coralie Lassource, Grace Zaadi og Paulette Foppa valgt fra Frankrig. Afsluttende er Nora Mørk og Henny Reistad udtaget fra Norge.

Verdensmesterskabernes topscorer blev i 2021 Nathalie Hagman fra vores svenske naboer, mens Kari Brattset fra Norge er kåret som VM-slutrundens mest værdifulde spiller.

Norge vandt tidligere søndag turneringen efter en sikker sejr over Frankrig i finalen. Inden da havde Danmark vundet en flot bronzemedalje ved at besejre Spanien med 35-28 - det var den første VM-medalje siden 2013.

Håndboldkvinderne var enormt rørte, efter den eftertragtede medalje var kommet i hus. Flere af dem kunne ikke holde tårerne tilbage, mens andre reklamerede med fest og øl i lange bange. Der var i hvert fald en fantastisk stemning i Spanien!