Fejrede fødselsdag med kæresten: 'Det er rart'


Fløjprofilen Emil Jakobsen måtte fredag fejre fødselsdag i VM-lejren.
Det er han efterhånden vant til med de sidste mange slutrunder i januar, men med VM på hjemmebane i Herning har det givet andre muligheder.
»Jeg kan godt mærke, at det er i Danmark, det er nogle lidt andre forudsætninger. Min familie har været her hver gang og se kampene. Man har ikke det afsavn,« siger Emil Jakobsen til B.T.
Og det er da også blevet til en tur i Herning by med kæresten Helena Elver, der netop har underskrevet en toårig aftale med den ungarske storklub Györ fra sommeren.

»Helena var faktisk forbi her til formiddag, fordi hun har fået en friweekend. Odense Håndbold skulle have mødt Vipers (der er gået konkurs, red.), så hun var forbi til en god brunch.«
»Når jeg har været rundt omkring i verden, er det jo rart, at jeg for en gangs skyld er på dansk jord, så jeg kan se de nærmeste,« siger Jakobsen, der også har fået et lykønskning af holdet.
»Jeg har fået en krammer af alle på holdet. Og de har sagt tillykke, det er dejligt og hyggeligt. Mere bliver det nok ikke til, jeg må fejre det, når jeg kommer hjem,« siger han.
Jakobsen har været flyvende under VM, hvor han deler spilletiden med Magnus Landin på venstrefløjen.
Og det er et helt perfekt makkerskab, siger han.
»Vi har det rigtig godt sammen, og jeg nyder virkelig godt af det.«
»Det har været dejligt at komme godt ind i turneringen. Jeg føler, at min selvtillid og ro er der, hvor den skal være. Jeg føler mig godt stillet til de resterende kampe.«
Danmark møder Tjekkiet lørdag i den sidste mellemrundekamp.