Nykøbing Falster Håndboldklub og FCM delte søndag i Champions League, og videre avancement er stadig muligt.

Næstved. Intet er afgjort, og i lejren er der optimisme.

Det var budskabet fra både FC Midtjylland og Nykøbing Falster Håndboldklub, da de to klubbers håndboldkvinder havde spillet 21-21 i Champions League søndag.

Resultatet betyder, at intet er afgjort i kampen om at komme i kvartfinalen i turneringen, og de to danske hold kæmper videre.

- I Champions League er ét point rigtig fint, og vi kom ikke længere væk fra målet om en kvartfinale. Så det er vi glade for.

- Det blev rodet og mudret til sidst, og derfor kunne det tippe begge veje, siger FCM-træner Kristian Kristensen.

Både Nykøbing Falster og FCM jagter primært den fjerdeplads, der giver den sidste billet til kvartfinalen.

Nykøbing Falster indtager fjerdepladsen lige nu med fem point, mens Krim Ljubljana og FCM følger efter med henholdsvis fire og tre point.

Der resterer stadig tre kampe, og alt kan ske.

- Nu skal vi vinde med et mål hjemme over Nykøbing Falster og holde vores sti ren mod Krim Ljubljana hjemme. Vi har to hjemmekampe, og så håber vi, at vi kan gøre rent bord i dem.

- Det har vi gjort før, og hvorfor skulle vi ikke kunne gøre det igen, siger FCM-træner Kristian Kristensen.

Klubben ligger i øjeblikket på andenpladsen i HTH Go Ligaen, og derfor er der fokus på flere ting i øjeblikket.

- Der er ikke noget med at ligge og prioritere. Vi spillede med alt, hvad vi havde, selv om der også er tryk på vores fine andenplads i ligaen, siger Kristian Kristensen.

Hos Nykøbing Falster var der også tilfredshed at spore med det uafgjorte resultat.

- Marginalerne var lige meget med dem og os, og derfor blev det uafgjort. Det kunne næsten ikke blive andet, siger Nykøbing Falster-træner Jakob Larsen.

Han er glad for, at Nykøbing Falster også kæmper mod et dansk hold om fjerdepladsen.

- Vores muligheder er stadig lige så store eller små, som de var før søndagens kamp.

- FCM har selvfølgelig fordel af hjemmebane næste gang, men når det er to danske hold, så er det ikke den vilde fordel.

- Det er det mere, når man rejser langt og har rejsetrætte ben. En Champions League-kamp i Midtjylland kan godt lade sig gøre at vinde, siger Jakob Larsen.

/ritzau/