Den norske landsholdsmålmand leverede redningsprocent på 47, da TTH Holstebro med sejr over GOG sikrede sin første pokaltitel i 10 år

Så lykkedes det langt om længe igen for TTH Holstebros håndboldherrer at vinde en titel.

For øjnene af 3.250 ellevilde tilskuere på hjemmebanen Gråkjær Arena vandt cheftræner Patrick Westerholms tropper finalen i Santander Cup 26-21 over GOG.

»Det er en skøn fornemmelse. Jeg sagde før sæsonen, at jeg var helt sikker på, at vi ville vinde mindst én titel, inden jeg til sommer stikker af sted til Flensburg-Handewitt. Nu er den første titel i hus, og jeg er sikker på, at vi også vil være med i spiller om DM-titlen senere på foråret,« sagde målmand Torbjørn Bergerud, mens han midt på banen blev tiljublet af sine fans.

»Selvfølgelig er jeg enormt glad for den opbakning, jeg får her i Holstebro. Og jeg er også glad for, at modtage titlen som ’pokalfighter’. Det er hæder, der luner. Men jeg er udmærket klar over, at jeg ikke havde haft så fin en redningsprocent (47, red.), hvis ikke jeg undervejs i kampen havde fået maksimal hjælp af mit forsvar,« sagde Torbjørn Bergerud, der blev rost til skyerne af Patrick Westerholm.

Slut med titel-tørke

»Bergeruds præstation var fantastisk. Siden vi i 2008 senest vandt pokalturneringen, har vi jagtet endnu en titel. Nu lykkedes det, og jeg er stolt af, at 10 års titel-tørke nu endelig er ovre,« sagde Patrick Westerholm og tilføjede:

»Før kampen havde jeg troet og håbet på sejr. At vi kan vinde med fem overskydende mål, overgår mine vildeste forventninger. Men skal jeg være helt ærlig, synes jeg, at sejren var velfortjent.«

Hos TTH Holstebro var Magnus Bramming, Viktor Östlund, Vignir Svavarsson og Peter Balling mest scorende med hver fire fuldtræffere.

»Vi kan bruge titlen til rigtig meget. Blandt andet giver det selvtillid at kunne hive en sejr i så vigtig en kamp,« sagde Peter Balling, der var med på det danske landshold ved sidste måneds EM.

»Det er svært at svare på, om det er sjovest at blive dansk pokalmester eller at deltage ved en landsholdsslutrunde. Havde vi kvalificeret os til EM-finalen, ville det naturligvis have været kæmpestort, men det er altså også en stor oplevelse at vinde en titel på hjemmebane,« sagde Peter Balling, der ikke var helt tilfreds med sin egen præstation.

»Den var lidt svingende. Jeg har ikke helt tur i afslutningerne, men jeg blev nødt til at forsøge. For gjorde jeg ikke det, havde vi heller ikke fået trykket GOG frem på banen,« sagde Peter Balling.

Skuffelse

Hos GOG var Niclas Kirkeløkke mest scorende med seks fuldtræffere.

»At jeg bliver kampens topscorer, kan jeg intet bruge til. Lige nu er jeg enormt skuffet over resultatet. Inden kampen følte vi, at vinderchancerne var gode. Men vi må bare erkende, at Holstebro var bedre end os,« sagde Niclas Kirkeløkke, der stadig tror, at GOG når at få en titel i hus inden sæsonen er slut.

»Nederlaget i pokalfinalen betyder, at vi nu er endnu mere fokuserede på at vinde DM-guld. Vi ligger nummer to i ligaen, så det er vel ikke helt urealistisk,« sagde Niclas Kirkeløkke, hvis synspunkt blev bakket op af cheftræner Nicolej Krickau.

»Lige nu tænker vi alle øv. Mandag holder vi fri, og så er det tilbage til ligaen, hvor vi stadig har rigtig gode kort på hånden,« sagde Nicolej Krickau.

For GOG-veteranen Torsten Laen ramte finalenederlaget ekstra hårdt.

»Jeg har jo meldt ud, at jeg er i gang med min sidste sæson som aktiv. Så selvfølgelig havde jeg håbet, at vi havde vundet. Men TTH Holstebro fortjener ros. De havde hjemmebanefordel og udnyttede den maksimalt. Samtidig må vi erkende, at vi mangler x-faktor. Der var simpelthen for få af os, der strålede. Vi måtte virkelig slide for hvert eneste mål,« sagde Torsten Laen, der endnu ikke ved helt præcist, hvad han skal lave efter sommerferien.

»Men måske kan jeg supplere mit job i et konsulenthus, der ligger i Odense og Vejle, med en eller anden funktion i GOG’s sportslige ledelse,« lød Torsten Laens slutreplik.