Det danske kvindehåndboldlandshold har hele tre hviledage, inden de onsdag møder ærkerivalerne fra Norge.

Det betød, at der søndag var tid til en tur i zoologisk have, og at flere spillere har fået besøg fra Danmark.

Og det er noget, der glæder holdlederen, Christina Roslyng.

»Lige nu tror jeg, det er en fordel, at der for eksempel i dag (søndag, red.) er mulighed for at være sammen med sin familie, hygge sig med dem og komme lidt væk for at få lidt mental adspredelse,« siger hun.

Christina Roslyng er holdleder på det danske kvindehåndboldlandshold.
Christina Roslyng er holdleder på det danske kvindehåndboldlandshold. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Men samtidig er der ingen tvivl om, hvor landsholdets fokus ligger, mens de er til EM i Slovenien.

»Der er også et perspektiv i, at vi er her for at spille håndbold, og det ved de også godt. De er jo totalt professionelle og meget dedikerede i det. Allerede inden vi tog af sted, var vi fuldstændig afklarede med, hvordan vi skulle se familien og hvornår, fordi det jo netop godt kan være forstyrrende,« siger Christina Roslyng.

Holdlederen fortæller, at besøget hjemmefra kan være forstyrrende for nogle spillere, fordi de så gerne vil se familien, at de kan glemme deres egne behov.

»Man vil jo gerne se familien, nu hvor de er rejst helt herned, så selvfølgelig skal vi ses med dem. Så vælger man at gøre det, men måske var det smartere, at man havde fået behandling, eller at man havde sovet en halv time, fordi man er træt,« siger hun.

Sarah Iversen fik lørdag besøg af manden, Mark, og parrets søn, Elliott.
Sarah Iversen fik lørdag besøg af manden, Mark, og parrets søn, Elliott. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Samtidig er det vigtigt for Roslyng, at alle spillere har det godt mentalt, og hvis et familiebesøg kan hjælpe til det, vil hun ikke rådgive spillerne til at sove til middag eller få behandling fra holdets stab.

»Vi taler meget om ansvarlighed, og at man virkelig skal være opmærksom på, hvad man har af behov. Det er jo den kultur, vi forsøger at skabe, at her er der selvfølgelig nogle kollektive forpligtelser, men vi skal virkelig også skabe tillid, så man tør sige: 'Jeg har brug for det her i dag'.«

En af de spillere, der har fået besøg i landsholdslejren, er Sarah Iversen. Det kan du læse meget mere om HER.

Onsdag venter den sidste kamp i mellemrunden for danskerne, og du kan naturligvis følge kampen live her på bt.dk.