Tilskuerreglerne som følge af covid-19 presser den allerede hårdt prøvede håndboldbranche økonomisk.

Hvis de nuværende regler ikke bliver ændret, må danske elitehåndboldklubber om få uger, når sæsonen går i gang, have 500 personer i hallen. Inklusiv spillere og trænerstab.

Det betyder omkring 400 tilskuere til en kamp, og det er langt under, hvad mange klubber normalt har.

Hos Divisionsforeningen i Håndbold er direktør Thomas Christensen bekymret for sportens fremtid, hvis ikke der politisk bliver ændret på tingene.

- Jeg vil sige, at hvis der ikke kommer folk til håndbold, hvad enten det er private mennesker eller sponsorer, så er håndbold en branche, der er i risiko for ikke at være her i fremtiden, siger han onsdag.

Derfor håber Divisionsforeningen, at reglerne bliver ændret, før håndboldsæsonen går i gang.

- 500 mennesker vil vi økonomisk set ikke kunne nøjes med i de fire elitehåndboldrækker, vi har. Det vil medføre ret store tab, hvis det bliver situationen, siger Thomas Christensen.

I næste uge er det planlagt, at regeringen og resten af partierne på Christiansborg skal forhandle den fjerde og - indtil videre sidste fase af genåbningen under coronakrisen på plads.

Her håber Thomas Christensen, at regeringen åbner for flere tilskuere i hallerne.

Han peger på fodbold, hvor klubberne har haft succes med at lukke tilskuere ind, alt efter hvor stort stadion er, som en måde at få flere tilskuere ind i hallerne på en ansvarlig måde.

- Min opfordring er i hvert fald, at man kigger differentieret på de forskellige haller og faciliteter, og ikke bare tager et statisk tal som for eksempel 500, siger han.

I GOG lægger direktør Kasper Jørgensen ikke skjul på, at de cirka 400 tilskuere, man vil kunne lukke ind, er langt under de normalt 1700 tilskuere, som i gennemsnit møder op, når klubben spiller.

- Den økonomiske betydning vil blive stor. Når vi tager samtlige sponsoraftaler med i tilskuerregnestykket, så er vi oppe på 75-80 procent af vores omsætning, som stammer fra tilskuerindtægter, siger han.

- Så det er rigtig ærgerligt og en kæmpe udfordring for alle klubber, hvis de 500 mennesker i hele hallen bliver en realitet, fortsætter han.

Han håber lige som Thomas Christensen, at politikerne snart kommer med en lov, der tillader flere mennesker i hallerne, og er klar til at tage alle midler i brug, for at få tilskuere på lægterne.

- Vi vil for eksempel hellere have 1700 med maske end 500 uden, siger Kasper Jørgensen.

I kvindernes HTH Liga indleder Odense Håndbold sæsonen med at møde Team Esbjerg den 22. august, mens Ribe-Esbjerg åbner mod TTH Holstebro i Primo Tours Ligaen 1. september.

/ritzau/