'Jeg bare græd og græd'.

Den tidligere håndbold-superstjerne Gro Hammerseng-Edin, der i syv sæsoner tørnede ud for Ikast-Bording, afslører nu, at titlen som 'verdens bedste håndboldspiller' var en klods om benet på hende.

I 2008 - et par dage før OL-slutrunden i Beijing skulle skydes i gang - blev den norske harpiks-dronning kåret til 'Verdens bedste håndboldspiller'. En titel, de fleste ville tage imod med kyshånd - men for Hammerseng blev det en hæmsko.

»Man skulle jo tro, at det kun var positivt, men for min del bliver det egentlig bare 'høje skuldre' (norsk slang for 'stress', red.), og jeg følte, at jeg skulle leve op til et eller andet,« siger Gro Hammerseng-Edin til norsk TV 2.

Foto: SAEED KHAN
Vis mere

Og presset blev for meget for den elegante bagspiller, da hun skulle møde pressen efter sejren i OL-kvartfinalen - en kamp, hvor hun ikke helt ramte sit høje niveau.

»Det lyder måske lidt hårdt, men da jeg kom gående, følte jeg, at jeg skulle ud til gribbene.«

Efter at hun havde taget imod en bunke kritiske spørgsmål fra de norske journalister, gik det galt, da en ung udenlandsk journalist stod klar med optageren.

»Han kom hen til mig og sagde først 'congratulations', for vi skulle trods alt spille semifinale ved OL. Og da han sagde det, brød jeg sammen. Efter interviewet gik jeg rundt om hjørnet, faldt sammen og bare græd og græd,« fortæller Gro Hammerseng-Edin, der i dag er 39 år og håndboldpensionist.

Foto: ATTILA KISBENEDEK
Vis mere

Kritikken fra pressen førte til, at Hammerseng endte med, at behandle udvalgte norske journalister som luft i resten af mesterskabet.

I interviewet med TV 2 røber eks-håndboldstjernen blandt andet, at hun i sin dagbog tegnede en tegning, hvor hun tog livet af én bestemt norsk journalist.

»Så tænkte jeg, at han er færdig. Nu havde jeg parkeret ham, og så koncentrerede jeg mig om det, der var mit job.«

Norge og Gro Hammerseng-Edin endte med at stryge til tops ved OL-slutrunden.