Nora Mørk og Stine Oftedal har givet de fleste håndboldspillere mareridt i årevis. 

Men denne vinter møder de altvindende nordmænd op til EM uden de to angrebsstjerner. 

Mørk venter barn med sin kæreste Jerry Tolbring og er ude grundet sin graviditet, mens Stine Oftedal sluttede sin karriere efter OL-guldet i sommer. 

Derfor er det et helt andet norsk mandskab, Danmark skal kæmpe med medaljer om i Østrig, Schweiz og Ungarn, hvor EM afholdes. 

Michala Møller er blandt Jesper Jensens EM-udvalgte. 
Michala Møller er blandt Jesper Jensens EM-udvalgte.  Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Michala Møller spiller til dagligt sammen med Nora Mørk i Team Esbjerg, hvor hun har mærket hendes lederegenskaber på forreste række. 

Lederegenskaber, Norge uden tvivl vil mangle, lyder det.

»Nora har betydet meget for Norge, men også for os i Team Esbjerg. Det kan jeg jo selv skrive under på. Hun går forrest og stiller krav. Hun har et vanvittigt håndboldhoved. Hun er virkelig god til at guide og lære fra sig.« 

»Jeg har været glad for at have hende. Også nu når hun er ude med sin graviditet, er hun god til at komme med indspark både bag bænken og i timeouts,« siger Møller til B.T. og fortsætter: 

»Det tror jeg, at nordmændene kommer til at mærke, at de ikke har det håndholdhoved. Det er helt klart et kæmpe tab for Norge,« lyder det. 

Oftedal stoppede karrieren denne sommer. 
Oftedal stoppede karrieren denne sommer.  Pavel Golovkin/AP/Ritzau Scanpix

Danmark og Norge mødtes torsdag aften i en af flere træningskampe inden EM - og her er det tydeligt for Møller, at en anden Team Esbjerg-holdkammerat skal tage det tunge læs for Norge nu.

»Nora og Stine har jo fyldt rigtig meget. Det har været to ledere, der har styret det norske angrebsspil. Det bliver spændende at se, hvad der sker. De skal finde en ny rytme, og min forventning er, at det bliver Henny Reistad, der skal være den helt store leder.« 

Du kan følge EM-slutrunden her på B.T. fra 29. november, hvor Danmark møder Kroatien i åbningskampen.