Emma Friis har været en del af Danmarks flyvende start til VM i håndbold.

Med fire sejre i lige så mange kampe er Danmark så godt som videre til kvartfinalen allerede inden fredagens mellemrundeopgør mod Schweiz.

Og i privaten danner håndboldstjernen par med en anden sportsprofil. Der er nemlig tale om den tidlige Silkeborg-spiller Gustav Dahl.

Det på trods af distancen. Emma Friis bor til daglig i Rumænien, hvor hun spiller for CSM Bucuresti, mens Dahl studerer på Aarhus Universitet.

Han måtte nemlig opgive fodbolddrømmen for nogle år tilbage, da han fik en voldsom hjernerystelse til træning i oktober 2021.

I godt halvandet år kæmpede han for at komme tilbage, men i sidste ende måtte han sande, at det var slut.

Gustav Dahl spillede 71 kampe for Silkeborgs førstehold. Her ses han i aktion mod Mustapha Bundu i 2021.
Gustav Dahl spillede 71 kampe for Silkeborgs førstehold. Her ses han i aktion mod Mustapha Bundu i 2021. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Derfor stoppede han karrieren som blot 27-årig, da hans kontrakt udløb i sommeren 2023.

»Det har været ekstremt hårdt at være i, fordi jeg har følt mig så magtesløs, frustreret og ked af det over, at jeg ikke kunne formå at ændre min situation og komme tættere på at være fodboldspiller igen,« har han tidligere sagt til Bold om perioden, hvor han forsøgte at kæmpe sig tilbage.

Venstrebacken nåede at spille 71 gange for Silkeborg, hvor han flere gange optrådte som anfører.

Men nu har han altså heldigvis fået en anden sportskarriere tæt ind på livet hos kæresten Emma Friis.