Der er intet i Erik Veje Rasmussens hjem på M.P. Bruuns Gade, der indikerer, at vi er på besøg hos en person, der har haft enorm betydning for dansk håndbold de seneste 40 år. Man havde forestillet sig, at trøjer, medaljer eller billeder fra triumfer skulle pryde de hvide vægge.

Men det er ikke tilfældet. For håndbolden er fortid. For nu. I stedet er det diverse kunstmalerier, der fylder væggene, og det er Erik Veje selv, der har malet dem.

»Jeg har altid gang i en seks-syv stykker ad gangen. Du kan ikke male det færdigt. Der er altid et eller andet, der mangler. Jeg kan godt rejse mig midt i en serie om aftenen og lige rette lidt til på billederne. Mine børn er lidt trætte af, at når vi sidder og snakker sammen, så tager mine øjne lige en vandretur rundt.«

Han er iført sort T-shirt, som ikke skjuler de fortsat muskuløse arme og den store brystkasse. Dertil et par slidte jeans. Tøj, han formentlig ikke vil blive ked af, der kom maling på.

Foto: Byrd / Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Væggene er fyldt til randen, og på gulvet står der også fem-seks malerier, han er i gang med. De hvide vægge er heller ikke så hvide, som de har været. Der er små klatter af maling på væggene.

»Jeg må ikke male over min nye sofa. Det er den regel, der er. Jeg har egentlig et rum inde ved siden af, som var ment til at male i, men lyset herinde er bedre, og så står kaffemaskinen også her.«

Og kaffe bliver der drukket. Helt sort og i store mængder. Det skal nok komme til udtryk i løbet af denne artikel.

Vi sætter os ved spisebordet og får en kop kaffe, og så starter interviewet ellers.

Erik Veje stoppede som træner for Aarhus Håndbold efter 17 år i foråret, da han ikke kunne se sig selv som træner i klubben, efter at holdet blev fusioneret med Skanderborg Håndbold.

»Jeg ved ikke, om jeg savner håndbolden. Det har været rigtig fint for mig at få en pause nu. Jeg var lidt frustreret i sæsonen. Det lyder banalt og plat, men jeg havde tre store talenter, som jeg havde en følelse af, jeg kunne flytte på ganske kort tid. Det kunne jeg bare ikke til kampe. Det gjorde mig rasende.«

Erik Veje har søgt job, men det har ikke været i håndboldens verden.

»Det bliver for lidt, hvis man bare maler. Det er der ikke den store sociale interaktion i. Men der har ikke været noget, der har givet anledning til, at jeg skal noget andet. Jeg er både jurist og skolelærer, og jeg synes, der er mange ting, der kunne være spændende. Jeg kunne sagtens se mig selv som vikar på en af de lokale kommuneskoler.«

Foto: Byrd / Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Han rejser sig op. Der er nogle malerier, der står forkert, som han er nødt til lige at rette på og flytte. »Kaffe?« spørger han, inden han laver en ny kop. Da han har sat sig ned igen og begynder at fortælle om det at male, er det med en stor begejstring.

»Jeg synes, det er en vildt fed oplevelse. Det er enormt spændende, når man står og hælder maling på. Jeg vil ikke synes, det var spændende at male en ko. Det bliver kedeligt, når man har noget, man skal følge. Jeg elsker det uventede. Det er en fed proces. Hold kæft, jeg har ødelagt mange billeder ved lige at sætte en klat for meget. En lille plet kan ændre så meget. Det synes jeg virkelig er spændende.«

Mange mennesker maler, fordi de finder en eller anden form for ro i det. Men sådan er det slet ikke for 62-årige Erik Veje.

»Det giver mig ingen ro. Tværtimod. Jeg er rimelig oppe at køre. Det er ligesom, når jeg bliver rasende over et talent, jeg ikke kan forløse. Det er det samme her. Du står og laver noget, og så lykkedes det ikke rigtigt, eller også lykkedes det, og er det tilfældet, så er det videre til noget, der ikke lykkedes.«

Foto: Byrd / Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Erik Veje har kastet sig ud i mange forskellige ting gennem tiden. Han har også en andel af virksomheden Fitlight, som han var med tiI at udvikle.

Men hvad er han mest? Håndboldtræner, iværksætter eller maler?

»Jeg ved det ikke. Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg skal prøve at finde ud af det. Jeg er jo først og fremmest kæreste og far. Når folk bliver 50 år, så kommer de i nyorienteringsfasen. Er det jeg laver, det jeg skal? Jeg skal finde ud af, hvad jeg skal bruge mit hoved til. At male hele tiden ville være frygteligt, der er ikke de store intellektuelle udfordringer i det. Men jeg skal finde ud af det på et tidspunkt, men nu øver jeg mig i at male.«

Han rejser sig for at åbne vinduet. 'Kaffe?' spørger han igen og laver en ny kop, og man begynder at tænke over, hvor mange kopper han mon har drukket før klokken 13.

Erik Veje bruger nu sin tid på at male, men i fremtiden kan det sagtens være, at han vender tilbage til livet i håndboldhallen.

»Jeg kan sagtens se mig vende tilbage i jobbet som håndboldtræner på højt niveau, men det kan også sagtens ikke ske. Jeg skal lige have lidt tid til at mærke efter, hvad der skal ske. Tilbuddene er heller ikke rendt ind ad døren. Jeg vil egentlig allerhelst kunne leve fire liv samtidig, for der er så mange ting, der kunne være spændende at lave. Men det kan man jo ikke.«

Erik Veje har solgt omkring 50 af sine malerier i Gallery KN på Frederiksbjerg Allé i Aarhus. Han fortæller dog, at han ikke kan leve af at male endnu.