De seneste år er næsten alle tætte håndboldkampe faldet ud til Danmarks fordel. 

Og ved dette VM er Danmarks vej til finalen gået via Brasilien og Portugal. Danskerne er driblet helt udenom traditionelt set store håndboldnationer som Spanien, Sverige, Norge og Frankrig. 

Så skyldes en del af den enorme danske succes også held?

»Jo, det kan man godt sige,« siger den danske storskytte Rasmus Lauge.

»Der vil altid være held indblandet i hold, der vinder så meget, som vi gør. Ingen tvivl. Men der er også et fint ordsprog, der siger, at man skal være god til at opsøge heldet.«

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han mener dog, at Danmarks held ved disse verdensmesterskaberne primært har bestået i den lodtrækning, der fandt sted, da grupperne blev inddelt.

»Vi har vidst, at vi ikke skulle ned og møde kroaterne i Zagreb eller møde Frankrig. Men det har vi vidst længe.«

»Men det er klart, at når man får det til at se så let ud at vinde store sejre, så er jeg med på præmissen om, at folk tænker, at vi er kommet let til det. Men det synes jeg jo ikke,« siger Rasmus Lauge.

Danmark spiller VM-finale søndag klokken 18.00 - og du kan følge opgøret her på bt.dk. Med lidt held bliver Danmark verdensmestre for fjerde gang i træk.