
Den danske landsholdsmålmand har indledt sit sidste år som målmand for verdens bedste klubhold, Barcelona.
Til sommer skifter han til den ungarske storklub Veszprem – og han vinker dermed farvel til venskaber, som han ikke er stødt på i håndboldverdenen tidligere
»I Barcelona er der et utroligt godt fællesskab blandt spillerne. Det er på et niveau, jeg ikke har oplevet før. Vi gør alt sammen, og vi har det virkelig godt som gruppe.«
»Vi bliver gerne en time efter træning for bare at sidde og snakke i omklædningsrummet. Det kan godt tage lang tid at tage et bad,« fortæller han.
Han vurderer, det hænger sammen med den spanske kultur for at rykke sammen:
»Spaniere gider jo ikke at være hjemme i deres lejligheder. De trækker jo ind mod byen og vil bare gerne være sociale.«

Men er det så ikke svært at vinke farvel til verdens bedste hold og omklædningsrum?
»Jo, for søren da. Det er da megasvært at forlade. Jeg er helt vild med at spille for Barcelona.«
»Men jeg tror på, at hvis jeg skal holde motivationen oppe og blive ved med at udvikle mig, så har jeg brug for … jeg vil næsten sige … at tage et step ned.«
»Veszprem er et tophold, men Barcelona er det største hold i verden. Veszprem har aldrig vundet Champions League, som Barcelona har vundet mange gange. Det er vigtigt, at jeg stadig føler mig udfordret,« fortæller den danske sidste-skanse.
»Jeg savner megameget at være underdog. Det kan godt være tungt i længden altid at være favorit.«
Emil Nielsen skiftede til FC Barcelona i 2022.
