Det er kun to uger siden, at Emil Nielsens håndboldkarriere nåede sit højdepunkt, da han sammen med resten af det danske landshold vandt OL-guld.

Alligevel er der store dele af legene i Paris, som håndboldmålmanden ikke kan huske.

For kort efter Danmark havde vundet første kamp over guldbejlerne fra Frankrig, ringede Emil Nielsens mor til sin søn, og fortalte at faren var gået bort efter længere tids sygdom. 

Det fortæller han i et interview med Jyllands-Posten.

Emil Nielsen delte den tragiske nyhed med landsholdskammeraterne, mens den blev holdt hemmelig for offentligheden, der kamp efter kamp kunne se målmanden i aktion.

»Jeg har på en måde følt, at jeg midt i min største drøm gik rundt med en tragisk hemmelighed, som kun de færreste kendte til. Jeg har prøvet at gemme det hele væk under kampene, men jeg har flere gange stået på banen og grædt,« fortæller Emil Nielsen.

Der gik mange tanker gennem hans hoved, og der blev grædt mange tårer, men han besluttede – efter samtaler med både kæreste, familie og stab – at blive i Paris.

På én betingelse.

Kampen mod Argentina skulle definere, hvorvidt han kunne se sig selv blive. For hvis han ikke kunne præstere mod de undertippede sydamerikanere, så ville han tage hjem.

Men det kunne han, og med fænomenale 16 redninger var han med til at sikre Danmark en sejr på 11 mål.

Så Emil Nielsen blev i den franske hovedstad, men det betød samtidig, at han gik glip af sin fars bisættelse, som fandt sted den dag, hvor håndboldherrerne spillede semifinale mod Slovenien.

På et senere tidspunkt kommer der en urnenedsættelse, som han kan deltage i, fortæller Barcelona-målmanden, der efter triumfen i Paris, tog hjem til sin stolte farmor som den første.