
Utallige timer på landevejene og på sidelinjen i håndboldhallerne rundt om i landet.
Det er, hvad Emil Jakobsens far har måttet ofre for at se sin søn blive en af verdens bedste håndboldspillere.
Derfor er den danske landsholdsfløj da heller ikke et sekund i tvivl om, hvem han beundrer mest.
Det fortæller han i et interview med HER&NU.
»Min far. Han er måske den største grund – i hvert fald en af dem, der er den største grund - til, at jeg er her i dag.«
»Han har gjort alt for min håndboldkarriere, da jeg var helt ung. Han kørte mig land og rige rundt til forskellige træninger og kampe og sådan nogle ting,« siger 28-årige Emil Jakobsen.

Han fortæller videre, at han beundrer sin far for, at han lagde sit eget liv til side for at hjælpe ham til at få succes.
Det gik først rigtigt op for landsholdsstjernen, da han kom op i 20erne, og derfor har han også forsøgt at takke faren efterfølgende.
Emil Jakobsen og resten af det danske håndboldlandshold skal fredag aften forsøge at spille sig i EM-finalen.
Du kan naturligvis følge kampen før, under og efter her på bt.dk.

