Egentlig var den helt store drøm at blive professionel fodboldspiller.

Men da Magnus Abelvik Rød en december-dag i 2008 under EM tændte for sit tv, ændrede alt sig.

For det han så gjorde, at han fik lyst til at satse alt på håndbold, fortæller han i et interview med TV 2 Norge.

»Der var to kommentatorer, der var helt vilde. Da jeg så, hvor stort det var, og man kæmpede for en semifinale, så det sejt ud. Jeg fik lyst til at begynde til håndbold,« fortæller Magnus Abelvik Rød om den effekt kommentatorerne Bent Svele og Harald Bredeli havde på ham dengang.

Norske Magnus Abelvik Rød.
Norske Magnus Abelvik Rød. Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

De havde en 'indlevelse og lidenskab', og Magnus Abelvik Rød var klar til at kvitte grønsværen og i stedet starte sin daglige gang i en håndboldhal. Så let var det dog ikke.

For da han gik til sin mor med sin store drøm, lød det, at han skulle vente et år. For at sikre at det stadig var det, han havde lyst til, og at han ikke skiftede mening.

Det var det, og som 12-årig meldte han sig ind i Bækkelaget, og to år senere tog han den endelige beslutning om at blive professionel håndboldspiller.

I dag er Magnus Abelvik Rød 22 år gammel og er en profil i både Flensburg og på det norske landshold, der er med ved årets EM.

»Jeg startede med at se EM i 2008. Nu står jeg der selv. Det er surrealistisk. Det boost vi får fra nordmændene kan hjælpe os ved, at vi virkelig kan mærke støtten, som jeg har mærket ved tidligere mesterskaber igennem tv'et,« siger Magnus Abelvik Rød.

Årets EM er startet, og den første kamp for Norge er fredag aften mod Bosnien-Hercegovina. Nordmændene er værter sammen med både Østrig og Sverige.

Også de danske håndboldherrer er med ved årets håndboldslutrunde, og de spiller første kamp lørdag mod Island.

En kamp, der bliver spillet i Malmø, og som kan følges LIVE her på bt.dk.