EM-debutanten Anders Zachariassen glæder sig med resten af Danmark over, at landsholdet nu er klar til semifinalen ved EM i håndbold.
Det blev afgjort tirsdag aften, hvor Slovenien først slog Spanien 31-26. Dernæst vandt Tjekkiet 25-24 over Makedonien, og dermed kan Danmark ikke blive ringere end nummer to i mellemrundepuljen uanset resultatet af den sidste kamp i puljen mod Makedonien onsdag.
»Det var specielt - især fordi vi kom i semifinalen uden selv at spille,« sagde Anders Zachariassen tirsdag til DR-Sporten.
Tjekkiets sejr over Makedonien kom i hus, selvom tjekkerne havde været stort bagud. Til sidst var de imidlertid foran 25-24, da Makedonien så fik tilkendt et strafekast, som de misbrugte.
»Det var lidt hektisk, fordi forinden kastede Makedonien jo bolden i målet, så vi vidste ikke, om målet ville blive anerkendt. Så fik de i stedet straffekast, som de så brændte,« sagde den 26-årige stregspiller.
»Det er naturligvis rart at komme i semifinalen, men det er ret specielt, fordi vi ikke selv spillede. Vi så kampen på små skærme rundt omkring på hotellet, men der kom da nogle knyttede næver bagefter, fordi vi vidste, at nu var den hjemme,« sagde Anders Zachariassen, som nu går efter puljens førsteplads.
»Og det kan vi jo selv afgøre ved at gøre arbejdet færdigt i morgen,« sagde Flensburg-Handewitt spilleren.
Danmark tager førstepladsen ved at få mindst et point mod Makedonien.



