Hjernerystelser er et modefænonen. I hvert fald hvis du spørger eksperter i den skade, der lige nu fylder store dele af mediebilledet, fordi vi hører om de grelle eksempler med dage i mørke og deciderede karrierestop for håndboldspillere med hjernerystelse.

Men det er altså slet ikke så slemt, som det måske kan fremgå, når Håndbold Spiller Foreningen laver et fire punkts oplæg til Divisionsforeningen inden sæsonen. Det mener Jan Hartvigsen, der er professor og forskningsleder på Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet.

»Hjernerystelser er en bølge, der er der lige nu. Fra min stol skal man mane lidt til forsigtighed, når der ikke er noget, der tyder på, at man slår hovedet mere, end man altid har gjort. I 90'erne havde vi en epidemi af det, vi kaldte musearm. Folk kunne ikke holde ud at bruge en computermus, og nu bruger vi computermus endnu mere end dengang. Musearm er ikke særligt almindeligt mere, men nu taler mange om hjernerystelse. Hjernerystelser er virkelige, og der er nogle, der får det virkelig skidt, men det er ikke flertallet,« siger Jan Hartvigsen.

Der er nemlig nogle, der får det rigtig skidt. To af dem er Louise Svalastog, som har siddet uden for håndboldbanen i otte måneder med en hjernerystelse, og Jonas Hansen, der har stoppet sin håndboldkarriere på grund af det samme. Louise Svalastog mener, at man aldrig må negligere hjernerystelser, mens Jonas Hansen forstår forskerens pointe, men også frygter, hvis hjernerystelser ikke bliver taget alvorligt nok.

»Jeg er enig med ham i, at man ikke skal male fanden på væggen. Jeg har stået mange år som målmand, hvor jeg aldrig har tænkt over det. Og det er jo ikke sådan, at når man får en bold i hovedet, så har man fået hjernerystelse. Det er også vigtigt at sige, at man sagtens kan få slag og skud i hovedet, uden der sker noget, men når man endelig får symptomerne eller viser tegn på det, så synes jeg, at man skal tage det alvorligt. Der kan man ikke sammenligne det med en musearm,« siger Jonas Hansen.

Dansk Idrætsforbund, DIF, laver sammen med  sammen med Dansk Idrætsmedicinsk Selskab og Dansk Selskab for Sportsfysioterapi en kampagne for behandling af hjernerystelser, men også hos DIF nedtoner man problemet med hjernerystelser i sport.

»Det er en god pointe, som Jan Hartvigsen har. Det er ikke, fordi hjernerystelse er et stort problem antalsmæssigt. Det er ikke sådan, at vi kan sige, at det er ved at eksplodere mellem hænderne på os. Der kommer ikke flere og flere. Vi ved bare, at vi kan hjælpe endnu mere derude,« siger Nina Bundgaard, der er projektleder for arbejdsgruppen i DIF.

At hjernerystelser alligevel fylder så meget, skyldes ifølge de to eksperter på området, at medierne har fokuseret voldsomt på skaden de seneste år. For forskning peger ikke på, at der er et stigende problem med hjernerystelser - eller for den sags skyld, hvordan man bedst behandler en hjernerystelse.

»FIFA har lige lavet nye retningslinjer for 'return to play' i forbindelse med fodbold. Men de bliver vidt adopteret i andre sportsgrene. Det bygger på den forskning, der er, men langt hen ad vejen bygger det også på sund fornuft. Vi mangler god forskning på det her. Vi ved nu, at mange kan spille videre, hvis man banker hovederne sammen helt almindeligt, men har man symptomer på hjernerystelse umiddelbart, bør man ikke spille videre,« siger Jan Hartvigsen.

Kan det have konsekvenser at vende for hurtigt tilbage efter en hjernerystelse?

»Det, som ser ud til at være godt for normale mennesker, er at vende tilbage til deres normale arbejde og hverdag - herunder fysisk aktivitet - så hurtigt som muligt. For langt de fleste vil det være inden for få dage. Hvis man holder folk væk fra deres normale hverdag og væk fra deres arbejde, kan det påvirke deres prognose i en dårligere retning. Så kan man være med til at sygeliggøre dem. Det betyder ikke, at man nødvendigvis kan lave alt det samme lige med det samme. Men man hjælper ikke folk med længerevarende sygemeldinger. Man har heller ikke kunnet vise i forsøg, at man skal lave en generel anbefaling af, at man skal skrue helt ned for indtryk til hjernen eller sidde i et mørkt rum og slet ikke må se fjernsyn eller spille computer. Man kan ikke se, at folk, der gør det, klarer sig bedre end dem, der ikke gør det. Man skal bruge sin sunde fornuft og mærke efter. Og prøve at udfordre sig selv og komme så meget i gang som muligt. Det er vigtigt,« lyder det fra Hartvigsen.