Det lysner!
Det har overhovedet ikke været en optimal start på EM-guldjagten fpr det danske landshold, der udover premierenederlaget til Island også er blevet ramt af en håndfuld irrirterende småskader.
Men nu lysner det altså. Ihvertfald hos nøglespilleren Magnus Landin, der søndag trænede fuldt med for første gang siden sin fodskade i Golden League-kampen mod Norge.
»Status er god. Min fod er ihvertfald i rigtig god bedring nu, og jeg skal for første gang i lang tid forsøge at træne med holdet i dag,« fortalte Landin søndag eftermiddag.

Gør du dig forhåbninger om allerede at være med i mandagens skæbnekamp mod Ungarn?
»Ja. Eller jeg har da en forhåbning om at kunne være med så hurtigt som muligt. Jeg ved jo ikke, hvordan min fod reagerer.«
»Men som jeg har det lige nu, så håber jeg at kunne være med igen snart,« fortalte Magnus Landin, der de seneste år har været en landsholdsprofil både i forsvar og i angreb.
»Men det er heller ikke kun min beslutning. Jeg er stadig uden for truppen, så det er Nikolajs beslutning, om jeg skal ind igen eller ej.«
Magnus Landin havde haft en frustrerende lørdag aften på tribunen i Malmö Arena, hvor han måtte se sine holdkammerater tabe kæmpedramaet mod islændingene.
»Først og fremmest var det utroligt irriterende at skulle sidde uden for og kigge på. Det er en frustrerende følelse, at man ikke kan gøre noget. Og så var det bare skuffende at starte turneringen ud med at tabe,« lød det fra lille-Landin.
Nikolaj Jacobsen skal inden mandag klokken 09.00 beslutte sig, om der skal foretages ændringer i den danske trup.
Danmark møder Ungarn klokken 20.30 mandag aften.