KIF Koldings assistenttræner Torben Sørensen skal igen behandles for en godartet svulst i hjernen.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

»Det viste sig desværre for nogle måneder siden, at svulsten er vokset igen, og derfor er Torben startet op i strålebehandling og skal efterfølgende i kemobehandling.«

»Torben er sej og håndterer hele situationen med oprejst pande, og han fortsætter i sin nuværende rolle. Han kan dog ikke undgå at blive træt og påvirket undervejs i behandlingsforløbet,« skriver klubben i pressemeddelelsen, der er udsendt med accept fra assistenttræneren.

47-årige Torben Sørensen blev opereret første gang i 2013 og igen i 2019.

I 2019 var han cheftræner for TM Tønder i 1. division, og han kom sig på rekordtid. Blot tre uger efter operationen var han tilbage på trænerbænken.

Men sidste år voksede den godartede svulst i hjernen, og den danske træner tog derfor konsekvensen, da han ikke ville presse sig selv for hårdt. Af den grund skiftede han til et job som træner for Middelfarts 3. divisionshold.

I september var han dog tilbage på højeste niveau igen, da KIF tog kontakt til ham for at tilknytte ham som assistenttræner.

Selvom Torben Sørensen nu starter op med strålebehandling og senere også skal i kemoterapi, vil han som udgangspunkt stadig være en del af klubbens træninger og kampe, oplyser klubben.

Inden grundspillets sidste spillerunde er KIF Kolding sikker på at slutte som nummer otte i ligaen, hvilket betyder, at klubben er videre til slutspillet. Dermed undgår de også at være en del af nedrykningskampen.