Ungarns kontroversielle landstræner Talant Dujshebaev er ikke bange for at klemme til, når det gælder. Det har Gudmundur Gudmundsson lært på den hårde måde.

»Jeg har aldrig oplevet noget lignende i mit liv! Du lyver. Du er en løgner.«

Ordene tilhører den danske landstræner Gudmundur Gudmundsson. Normalt er islændingen stille. Rolig og afdæmpet. Men den fremtoning knuste én mand for en stund i marts 2014. Bogstaveligt talt.

Når Danmark onsdag aften står over for Ungarn i den tredje og sidste gruppekamp ved EM-slutrunden i Polen, bliver det nemlig samtidig et bittert gensyn mellem Gudmundsson og Ungarns landstræner, Talant Dujshebaev, der betragtes som en af håndboldens mest kontroversielle skikkelser.

Som spiller var Dujshebaev, der oprindeligt er fra Kirgisistan, verdens bedste, samme vej er han fortsat som træner. Men han er langtfra som alle de andre. Han er passioneret i ekstrem grad, han er gal, genial og så træder han gerne langt over stregen.

Ganske som han gjorde det mod Gudmundsson for snart to år siden. Her stod de to trænere over for hinanden i ottendedelsfinalerne i Champions League, hvor Gudmundsson var træner for Rhein-Neckar Löwen, mens Dujshebaev stod i spidsen for polske Vive Kielce.

Polakkerne vandt den første kamp 32-28 på hjemmebane, men efter slutfløjtet gik det galt. Dujshebaev rasede mod Gudmundsson. I en ophedet diskussion blev det for meget. Og så valgte han at bruge islændingens ædlere dele som boksebold, hvilket tv-kameraerne fangede.

Danmarks landstræner er dog ikke meget for at tale om episoden, inden han på ny står over for ’kugleknuseren’ i onsdag aften.

»Selvfølgelig har jeg tænkt over det tidligere. Men den tid er forbi nu. Nu er det vigtigt for os – og mig – at fokusere på det her hold. Det er fortid for mig. Jeg var træner i Rhein-Neckar Löwen. Nu er jeg træner for det danske landshold. Den tid er forbi. Jeg tænker overhovedet ikke på det nu.«

Men det må have været en meget speciel situation at stå i, da det skete?

»Det må man sige. Det var meget specielt. Og meget ubehageligt. Men jeg vil ikke snakke mere om det. Det er slut nu,« siger islændingen til BT.

Heller ikke ’kugleknuseren’ selv var meget for at snakke om sin opførsel, da BT fangede ham før EM-slutrunden.

»Sådan noget sker i kampens hede. Man tænker ikke altid klart, når temperamentet løber af med én. Vi var uenige, og diskussioner sker nogle gange på banen. Vi har alle vores forskellige personligheder og reagerer på forskellige måder. Men der er intet problem dér. Overhovedet ikke,« sagde han om episoden og de to kamphaners indbydes møde ved EM-slutrunden.

Mens begge parter ikke vil åbne for fortidens kugletrilleri, var sagen en helt anden på pressemødet efter episoden.

»Jeg har aldrig oplevet noget lignende i mit liv! Du lyver. Du er en løgner,« tordnede den normalt stoisk rolige Gudmundsson som en islandsk vulkan.

Dujshebaevs påstand og fremvisning af, hvordan den danske landstræner angiveligt havde provokeret ham med insinuerende oralsex- bevægelser undervejs i kampen, blev for meget.

Ungarns landstræner blev frikendt for kugleforseelsen af det europæiske håndboldforbund (EHF) grundet ’manglende tv-beviser’, men han fik 19.000 kroner i bøde for sin opførsel på pressemødet.

Flere af de danske landsholdsspillere husker tydeligt episoden, og ifølge PSG-spilleren Henrik Møllgaard er det noget, der er blevet lavet lidt sjov med på holdet.

»Det var jo mærkeligt, men et eller andet sted var det også hylende morsomt at følge på sidelinjen. fordi det var helt uset, at sådan noget foregår. Og jeg kan stadig ikke helt forstå det, selv om vi kan sidde og grine af det over frokosten og joke med ’gad vide, hvad der sker til det internationale pressemøde efter kampen i aften,« siger han.

Stregspilleren Jesper Nøddesbo har i sine ni år i spanske Barcelona oplevet Dujshebaev som modstandertræner masser af gange, da kirgiseren stod i spidsen for først Ciudad Real, som siden blev til Atlético Madrid. Og det er ikke kun Gudmundsson, Dujshebaev klemmer til på.

»Hvordan siger man det her på en pæn måde? Det er en spansk vendning ... Han har godt fat om et sted i de nedre regioner på sine spillere, så de er sådan helt spændt op hele tiden, og de ved, de skal yde det optimale, for ellers så falder hammeren. Han presser dem. Og de ved, at hvis de ikke præsterer, bliver der ’klemt til’. Der er han virkelig, virkelig dygtig til at få det optimale ud af sine spillere,« siger den danske stregspiller.

Landsholdets storskytte Mikkel Hansen har oplevet ham på modstanderens trænerbænk flere gange. Passionen kan godt løbe lidt af med Dujshebaev.

»Han er en ret passioneret træner. Det er meget med følelserne uden på tøjet. Jeg kender mange, der snakker meget godt om ham. Jeg har aldrig selv haft ham som træner, men ud fra hvad han har opnået, har han gjort det rigtig, rigtig godt. Jeg synes også, man ser fremgang med det ungarske hold.«

Hvad siger det om ham, at han var i en fysisk konflikt med Gudmundur?

»Det skal jeg ikke blande mig i. Men man kan sige, han tit ligger på grænsen mellem det geniale og det lidt vanvittige.«

Skal vi så forvente en gentagelse i aften?

Næppe, lyder det fra Henrik Møllgaard:

»Selvfølgelig sker sådan noget ikke igen. Jeg vil ikke engang sige, det hører fortiden til, for man har set nogle af de der jugoslaviske trænere, som kunne finde på at fælde en spiller eller slå, men det andet her er simpelthen så barnligt og grinagtigt.«

Gudmundsson trak dog det længste strå rent sportsligt dengang i 2014. Rhein-Neckar Löwen endte med at slå Kielce ud af Champions League.