Aalborg Håndbold skal have ny cheftræner efter 5,5 år med Stefan Madsen som træner.

I weekenden holdt Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen møde med Stefan Madsen, og der blev de enige om at stoppe samarbejdet til sommer, lyder det i en pressemeddelelse.

Exitet kommer efter den skuffende pokalfinale mod rivalerne fra GOG.

»Jeg har nu haft det privilegie at være en del af klubben i rigtig mange år, både som assistent og cheftræner, og man er jo løbende i en proces, hvor man evaluerer sig selv, ligesom Jan og jeg gennem årene altid har haft en tæt dialog om tingenes tilstand,« siger Madsen, der havde et år tilbage af sin aftale.

»På det seneste har tanken om at prøve noget nyt rumsteret hos mig, en tanke der voksede sig større og nu er blevet omsat til handling. Alle har brug for nye impulser med jævne mellemrum, det gælder både klubben, spillerne og i dette tilfælde mig selv.«

»Efter den netop overståede periode med flere vigtige kampe har jeg derfor, efter samråd med min familie, valgt, at jeg efter sommerferien skal prøve kræfter med noget nyt. Hvor beslutningen tager mig hen, er endnu ikke afklaret.«

»Der er dog ikke noget jeg hellere vil, end at slutte min tid i Aalborg Håndbold med endnu et dansk mesterskab, samt forhåbentlig en plads ved Final 4 i Champions League, så jeg vil gøre alt for at slutte på bedste tænkelige vis,« siger 47-årige Stefan Madsen.

Direktør Jan Larsen går nu på jagt efter en ny træner, der skal rykke Mikkel Hansen og co. yderligere.

De er nummer et i den hjemlige liga, mens de allerede er videre fra gruppespillet i Champions League.