Mikkel Hansen sendte chokbølger gennem hele håndboldverdenen, da han i februar valgte at skrive kontrakt med Aalborg Håndbold.

Dermed stopper den danske verdensstjerne i Paris Saint-Germain til næste sommer, når hans kontrakt udløber.

Og i Paris har der da også været reaktioner på skiftet – selvom de har været en anelse mere afdæmpede end den eufori, der har været i dansk håndbold.

Det fortæller landsholdsstjerne Henrik Toft, der er holdkammerat med Mikkel Hansen i den franske storklub.

Liselotte Sabroe

»Reaktionerne var selvfølgelig tillykke til Mikkel med at have fået en aftale hjemme i Danmark og fået styr på fremtiden. Nu har jeg godt fulgt med i, at der er meget hype hjemme i Danmark, og det er klart, for Mikkel er en fantastisk dygtig håndboldspiller. Og jeg er glad for, at det først er om et års tid, han skifter hjem, så jeg har heldigvis også glæden af ham næste sæson, hvor vi har nogle fælles målsætninger, vi gerne vil have gennemført.«

»Så jeg har ikke helt kunnet fornemme den samme hype, som der har været hjemme i Danmark – ud over det, som jeg har læst i medierne. Men jeg synes, det er fedt for Mikkel at have fået styr på de næste år af sin håndboldkarriere. Men som sagt er jeg glad for, at det først er om lidt mere end et års tid, han skifter væk,« siger han.

Henrik Toft har – akkurat som Mikkel Hansen – kontraktudløb i PSG i sommeren 2022. Stregspilleren er efterhånden blevet 34 år, og derfor er det nærliggende at spekulere i, at han også snart er klar til at vende hjem Danmark for at afslutte karrieren her.

Han afslører da også, at han regner med et comeback til den danske liga – men han ved endnu ikke, hvornår det bliver.

Henning Bagger

»Lige nu er vi i starten af 2021. Der kan ske rigtig mange ting, og lige nu har jeg slet ikke tænkt over, hvad der skal ske efterfølgende. Men det må jeg tage stilling til til den tid. Men jeg håber da på at kunne komme hjem til Danmark på et tidspunkt.«

»Men hvornår … Det er svært at sige nu. Nu er der stadig lige et godt stykke tilbage af kontrakten nede i Paris, og vi har stadig lige et nogle ting, vi skal have vundet dernede, før jeg vil vende hjemover,« siger Henrik Toft med henvisning til det Champions League-trofæ, som PSG stadig mangler at vinde.

Stregspilleren har spillet i Paris siden 2018. Derudover har han klubber som Flensburg-Handewitt, HSV Hamburg, AG København, Aalborg Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg på cv'et.