VM-debutanten Mathias Gidsel gik fra den vildeste måned i sit liv til en hjemkomst efter guldtriumfen, der langtfra blev som forventet.

Han var stærkt medvirkende til, at de danske håndboldherrer kunne rejse hjem med VM-guld i bagagen. Men efter karrierens største triumf kom det bag på ham, hvad han nu skulle til at kæmpe med.

»Det er uforståeligt for mig, hvordan man kan gå fra karrierens højdepunkt til indledningen på den største nedtur fem-seks dage senere. Måske var presset langsomt med til at æde mig op. Jeg har aldrig prøvet at være så stresset og nedbrudt før, og jeg må også indrømme, at jeg blev overrasket over, at det ramte mig,« siger Mathias Gidsel i et længere interview med Jyllands-Posten.

Den unge landsholdsspiller brugte en hel del tid på at finde ud af, at han faktisk havde brug for professionel hjælp. Han erkendte sit problem og fik hjælp fra Team Danmarks sportspsykolog.

Mathias Gidsel taler ud om en uventet nedtur efter VM-triumfen.
Mathias Gidsel taler ud om en uventet nedtur efter VM-triumfen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Problemet var så stort, at inden Mathias Gidsel fik gjort noget ved det, var det tydeligt for en tidligere landsholdsspiller, at der var noget galt med den unge Gidsel.

Den tidligere landsholdsplaymaker Thomas Mogensen var i aktion for Sønderjyske mod Gidsels GOG i den danske liga og henvendte sig til Gidsel efter kampen.

Thomas Mogensen kunne tydeligt se, at den Mathias Gidsel, han lige havde mødt, var langt fra den udgave af sig selv, som Thomas Mogensen havde set ved VM i Egypten kort forinden.

Mathias Gidsel formåede dog at få tacklet de mentale problemer, som han løb ind i efter VM-triumfen, og er nu på rette køl igen.

Han er tilbage i god form på landsholdet efter et par gode kampe mod Nordmakedonien og Schweiz i EM-kvalifikationen, hvor Danmark vandt begge opgør.

Dermed har Danmark sikret sig EM-deltagelse, og sommerens OL venter lige rundt om hjørnet, hvor en genoprejst Mathias Gidsel meget vel kan se frem til på ny at få en hovedrolle.