Håndboldstjernen Alfredo Quintana er død efter et hjertestop tidligere på ugen.

Det oplyser FC Porto på de sociale medier.

'Dette er beskeden, vi aldrig troede, vi skulle dele. Vores elskede Alfredo Quintana er i dag taget herfra. Du vil for altid blive husket som en af vores,' skriver klubben på Twitter.

Det var mandag, Alfredo Quintana blev ramt af et hjertestop under en træning. FC Portos læge kom til med det samme, men han kunne ikke få liv i målmanden. Han blev indlagt på et lokalt hospital med det samme, og siden lød meldingerne, at han kæmpede for sit liv.

Torsdag skrev avisen Ojogo, at han var blevet lagt i kunstig koma og endnu ikke var uden for livsfare. Her lød det desuden, at hans hjerte egentlig var stabilt, men en CT-skanning havde afsløret en væskeophobning i hjernen som følge af hjertestoppet.

32-årige Alfredo Quintana, der har spillet for Portugal siden 2014, var førstevalget i målet for det portugisiske landshold, der for en måned siden kæmpede med om medaljerne ved VM i Egypten. Han fik spilletid i holdets seks kampe og stod med en redningsprocent på 24.

Da FC Portos fodboldhold mandag aften vandt med 2-1 over Maritimo Madeira, blev sejren efterfølgende dedikeret til den indlagte målmand.

»Alle beder for Quintanas helbred,« sagde holdets træner Sergio Conceição i den forbindelse.