Norges internationale dominans er brudt. Frankrigs kvinder er tilbage på tronen i international håndbold efter en 31-28-sejr over nordmændene i Boxen i Herning.

I en målrig finale viste franskmændene, at det ikke var tilfældigt, at de slog Norge i mellemrunden. De har tydeligvis fundet en opskrift, der virker. Og denne gang lykkedes det ikke nordmændene at indhente et stort forspring.

Det er Frankrigs tredje VM-titel efter 2003 og 2017, mens nordmændene må finde sig i en uvant rolle som sølvvinder. Og hjemme i Norge var man ikke imponeret.

»Det er en fuldt fortjent sejr. Det franske forsvar gjorde, at vi havde 18 tekniske fejl,« lyder det fra den norske håndboldekspert Daniel Høglund til norsk tv 3 ifølge Dagbladet.

Foto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

I pausen lød det fra samme Høglund om det norske forsvarsspil, der havde lukket 20 mål ind på 30 minutter:

»Nej, nej, nej, nej, nej! Hvad er det, der sker? Dette er frustrerende at se på.«

»Vores forsvarsspil lugter som en Roquefort, som har ligget for længe i solen.«

Den norske landsholdsspiller afslørede efter finalen, at nordmændene har kæmpet med sygdom under hele turneringen.

»Der har været lidt forkølelsessymptomer i truppen. Jeg føler, jeg har vært forkølet i to uger, men det er sådan, det er i december,« siger Skogrand til VG.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vis mere

Efter slutfløjtet lod mange af de franske spillere tårerne flyde – og der var hurtigt dømt fransk diskotek på halgulvet i Herning. 

Den franske sejr er også en stor triumf for »evighedstræneren« Olivier Krumbholz, der fraregnet en pause på tre år har været fransk landstræner siden 1998.

Den nu 65-årige taktiker har været træneren bag samtlige nu 14 mesterskabsmedaljer, det franske kvindelandshold har vundet.