Det sendte chokbølger gennem det meste af håndbolddanmark, da Rasmus Lauge i sidste uge blev alvorligt skadet.
En knæskade har nemlig sat den danske landsholdsstjerne ud af spillet i forhold til den kommende VM-slutrunde i januar.
Omfanget af skaden viste sig at være så alvorlig, at den 29-årige Veszprém-spiller måtte en tur på operationsbordet.
En operation, som Lauge torsdag gennemgik i Silkeborg, og som ifølge landsholdsspilleren er forløbet efter planen.

»Operationen gik godt. Nu er det tid til at komme tilbage til arbejdet. Tak for alle de beskeder, jeg har modtaget den seneste uge,« skriver Rasmus Lauge i et opslag på Instagram. Du kan se opslaget nederst i artiklen.
Landsholdsspilleren kan nu se frem til et længere genoptræningsforløb, der samtidig betyder, at han ikke er aktuel i forhold til VM-slutrunden i januar.
Og det tab hos de danske håndboldherrer er da også tæt på uerstatteligt, lyder det fra landstræner Nikolaj Jacobsen.
»Jamen, det er noget lort. Det kan vi lige så godt være ærlige og sige. Det er rigtig ærgerligt. Og det bliver et kæmpe tab for os, for Lauge udfylder rigtig mange roller og huller for os. Så det er selvfølgelig ikke optimalt,« sagde Nikolaj Jacobsen torsdag til B.T. og fortsatte:
»Det ville gøre ondt på alle hold, når du fjerner en af verdens bedste håndboldspillere. Det vil svare til at fjerne Duvnjak i Kroatien og Sagosen i Norge. Det bliver et stort tab.«
Det var i Champions League-opgøret mod THW Kiel, at Rasmus Lauge måtte hjælpes fra banen med blot 10 minutter tilbage af kampen.
Danskeren har flere gange været præget af alvorlige knæskader i løbet af sin karriere.
VM i herrehåndbold spilles fra 14. til 31. januar i Egypten.