Duelstærke tyskere giver trætte Aalborg bronzeklø
Aalborg Håndbolds bronzekamp var blottet for spænding. Magdeburg tog uden problemer metal med en 32-26-sejr.

Aalborg Håndbolds bronzekamp var blottet for spænding. Magdeburg tog uden problemer metal med en 32-26-sejr.

For første gang skal Aalborg Håndbold prøve at rejse hjem fra Köln uden metal om halsen.
Det blev nemlig ikke til en oprejsning søndag, da nordjyderne tabte bronzekampen ved Champions League Final 4 klart til sidste års vinder, SC Magdeburg.
Tyskerne, der er nykårede nationale mestre, vandt 32-26.
Aalborg havde det meste af kampen svært ved at komme til chancer mod Magdeburgs defensiv. Magnus Saugstrup i midten bandt det hele sammen for tyskerne. Når nordjyderne endelig lykkedes, manglede afslutningerne kvalitet.
I den anden ende havde Magdeburgs stærke duelspillere Gisli Kristjansson og Felix Claar virkelig tur i den. Aalborgs defensiv fik slet ikke fat i de vævre islændinge og svenskere. Derfor blev det aldrig spændende.
Dermed prøver Aalborg at tage tomhændet fra den store sæsonafslutning. Da nordjyderne var med ved Final 4 i 2021 og 2024 blev det begge gange til sølv.
Et nederlag i forlænget spilletid lørdag mod Barcelona havde forpurret en tredje finale.
Det var muligvis de 70 minutters håndbold, der gjorde, at overskuddet var væk 19 timer senere.
En, der fysisk var ramt, var Thomas Arnoldsen, der grundet skulderproblemer sad på tribunen søndag.
I hans fravær var der plads til svenske Lukas Nilsson, der ikke spillede nogen rolle lørdag. Sammen med Juri Knorr bar de to eksplosive hårknolde det nordjyske angreb fint fra start og fulgte med til 6-6.
Der gik den så ikke længere. For i den anden ende vandt Magdeburg alle en-mod-en-situationer.
Så da den nordjyske spildprocent blev for stor, trak Magdeburg fra.
Om det var trætheden, der var årsag til et manglende overskud i de afgørende situationer, skal være usagt.
Der blev i hvert fald smidt alt for meget dårlige afslutninger i retning af Magdeburg-keeper Matej Mandic, der uden problemer præsterede en ganske pæn redningsprocent på 45 i den første halve time.
En kort opblomstring fra Mads Hoxer i starten af anden halvleg bragte tyskernes forspring fra syv ned på fire, men man sad ikke med en fornemmelse af, at et comeback var undervejs.
For ud over enkelte individuelle aktioner kunne Aalborg ikke komme igennem Saugstrups tyske betondefensiv.
Og det var altså ikke tilfældet i den anden ende.
Selv om Aalborg-træner Simon Dahl prøvede de fleste konstellationer i midterblokken, lykkedes det gang på gang Kristjansson, Claar og resten af Magdeburg-bagkæden at brodere sig igennem.
Derfor var det til sidst kun et spørgsmål om størrelsen på den tyske bronzesejr.
/ritzau/