Danmark er i EM-semifinalen forud for Slovenien-kampen tirsdag.
Og for anden gang under slutrunden gav Nikolaj Jacobsen sine spillere træningsfri om mandagen efter den flotte sejr over Norge.
Nu skal der hviles, lyder det, og det kommer der også til at blive mod slovenerne. Flere får en pause.
Har du allerede nu nogen i tankerne, du vil give en pause?
»Ja., det har jeg... og om I får det at vide? Nej,« lyder det fra landstræneren, der slår en stor latter op og tilføjer:
»Det er dem, der ikke har spillet så meget, der skal i aktion. Vi må se, hvordan kampen forløber. Og hvordan vi får fordelt spilletiden,« siger Jacobsen.
Men landstræneren garanterer, at der bliver smæk for skillingen.
»Det handler om at samle kræfter, men vi har en kamp tirsdag. Og der kommer danske tilskuere, de skal også have en ordentlig oplevelse. Så vi har fokus på at få afviklet en god landskamp mod Slovenien,« lyder det.
Og især én ting vil han gerne se mod slovenerne.
»Vi har noget syv-mod-seks-spil, som vi har brugt noget tid at træne på, men vi har ikke brugt det i kamp endnu, fordi vi ikke har haft behov for det. Det er en mulighed for os at få testet af, hvad der virker,« siger han.
Danmark møder Slovenien klokken 18. Og du gættede rigtig, du kan følge det hele her på bt.dk.