20-årige Nicolai Weber var på vej ud på sit livs eventyr, inden coronavirus satte en brat stopper for drømmen.

Den sidste måned kommer unge Weber aldrig til at glemme.

Født af danske forældre i USA besidder han et amerikansk statsborgerskab, og det var netop derfor, han sidste år tog chancen og sendte et par videoer af sted til det amerikanske håndboldforbund, der ledte efter spillere til deres VM-hold.

Den chance blev belønnet. For han blev udtaget til VM, selv om han normalt spiller 3. division med andetholdet i Kolding.

Nicolai Weber (th.) har fået en masser venner efter at være blevet en del af det amerikanske landshold.
Nicolai Weber (th.) har fået en masser venner efter at være blevet en del af det amerikanske landshold. Foto: Privatfoto
Vis mere

Det var næsten for godt til at være sandt. Spillerne blev samlet til træningslejr i Vejen i Jylland, og unge Weber kunne kalde sig landsholdsspiller. Men så gik det galt.

Blot dage inden afgang til den egyptiske hovedstad Kario blev holdet lammet af 18 positive coronatilfælde. Farvel til VM, farvel til drømmen.

Også Weber blev ramt af coronavirussen, og det betød isolation i syv dage i Vejen Idrætscenter, mens han kunne tænke på drømmen, der forsvandt.

»Det har sgu været noget af en rutsjebanetur. Jeg var jo helt vildt højt oppe, men så var der fandeme også langt ned efter skuffelsen. Fysisk har jeg haft det fint hele tiden, men mentalt er det ingen hemmelighed, at de første dage var lidt grå, da jeg lå på værelset. Jeg lå bare og stirrede ud ad vinduet og var vildt misundelig på alle de andre hold, der var ved VM,« siger han til B.T.

To personer fra den amerikanske stab testede positiv lørdag 9. januar, mens spillerne testede negativ. Det ændrede sig dog hurtigt. Da de tog pcr-testen, som var påkrævet for at sætte sig på flyet i retning af Kairo, var resultatet chokerende.

18 mand var positive.

»På det tidspunkt var alle helt vilde frustrerede. Alle havde været negative op til. Hvordan kunne det ske? Vi har taget forholdsregler hele tiden. Vi har nærmest ikke spist sammen, og vi har mundbind på hele tiden. Og så der pludselig var 18 … Vores læger var også uforstående. De vidste ikke, hvad de skulle sige. De havde aldrig oplevet noget lignende. De ringede til laboratoriet og fik det bekræftet. Vi blev isoleret og gik i seng. Næste morgen fik vi en test igen, hvor det endegyldigt stod klart, vi var positive.«

»Jeg vidste ikke, hvad en positiv test betød for hele arrangementet, men jeg vidste godt, det betød, jeg ikke skulle flyve den dag, jeg var sat til. Folk vidste egentlig ikke noget. Vi havde 12, der var negative, som der var snak om skulle af sted. Men lægerne sagde med det samme, at det var et spørgsmål om dage, før de også ville være positive.«

Nicolai Weber var spærret inde på Vejen Idrætscenter i syv dage, efter han testede positiv for corona og missede VM for USA.
Nicolai Weber var spærret inde på Vejen Idrætscenter i syv dage, efter han testede positiv for corona og missede VM for USA. Foto: Privatfoto
Vis mere


Efter samtaler med IHF – det internationale håndboldforbund – stod det klart, at den eneste mulighed var at trække sig fra VM.

En hård pille at sluge.

»Vi sad på hver vores værelse, og der var ikke meget at sige. Alle vidste, det betød, at VM-drømmen var væk. En lorteaften for at sige det, som det var.«

De smittede spillere har dog kunnet se lidt mere til hinanden i fællesrummet, og det har gjort isolationen holdbar, siger Weber.

»De første par dage var folk mest på værelserne. De kom ud, når der var mad. Men lige så stille lysnede det for os. Vi er heldigvis gået hen og blevet gode venner. Vi kunne godt grine og smile lidt efterfølgende. Folk kunne se det vilde og ekstraordinære i situationen. Vi surmulede ikke, og de sidste mange dage er jeg vågnet sent på formiddagen, har spist lidt mad, set noget Netflix og hængt ud i fællesrummet. Om aftenen har vi fået lidt øl og snakket og hygget med lidt 'snolder'. Det har faktisk ikke været helt skidt at være i karantæne i Vejen,« griner han.

Efter syv dage i isolation og negative test er han hjemme igen. Da B.T. snakker med ham, har han været hjemme i en times tid.

»Det er så dejligt! Jeg glæder mig til at sove i min egen seng,« griner han og fortsætter:

»Det er gået op for mig, at det nok ikke er den sidste chance for mig for USA, og vi tog jo den rigtige beslutning. Vi skulle ikke derned. Overhovedet ikke. Vi gjorde det rigtige, men folk hang med hovederne naturligvis. Alle var pisse kede af det og sure i den forstand, at man havde lyst til at skyde skylden på nogen. Men det skete på baggrund af noget, der var ude af vores hænder.«

På trods af de triste omstændigheder har oplevelsen givet Weber sult på mere. Han håber, han kan gøre sig gældende på det amerikanske landshold fremadrettet.

»Jeg var så heldig at spille med ligaherrerne i Kolding i måneden op til, jeg skulle af sted. Jeg trænede med hver dag og sad med på bænken til kampene. Jeg har snakket med Andreas Toudahl (Kolding-træner, red.), som byder mig velkommen, når jeg har sundet mig. Og det har jeg helt sikkert tænkt mig at rykke på. Jeg har fået en masse gnist at komme med USA. Det har været fedt. Jeg har sabbatår, så jeg har en masse frihed. Og så håber jeg stadig, jeg kan komme ud at rejse, når verden forhåbentlig åbner op igen.«