Spanien forsvarer søndag EM-titlen i herrehåndbold mod Kroatien.

Det står klart, da Spanien i den sidste semifinalekamp fredag slår Slovenien 34-32 efter en dramatisk afslutning.

Det lignede en sikker sejr i stort set hele kampen for de spanske titelindehavere, men med Sloveniens mål til 32-33 var der alligevel stor spænding med under et minut tilbage.

Så hamrede Alex Dushebaev bolden i kassen med 13 sekunder igen for Spanien, og så var finalepladsen sikret for Spanien.

Kampen var udskudt i et kvarter, da semifinalebraget mellem Norge og Kroatien forinden trak ud med to gange forlænget spilletid, før kroaterne sejrede 29-28.

Resultaterne af de to semifinaler betød også, at lørdagens bronzekamp bliver et opgør mellem Norge og Slovenien.

Efter en lige indledning på første halvleg skruede Spanien tempoet i vejret, og de spanske favoritter gik til pausen foran 20-15 efter en ganske overlegen scoring til sidst.

Spaniens Raul Entrerrios sprang ind i feltet, greb bolden i luften og scorende efter et vip.

Slovenien skulle derfor på måljagt i anden halvleg, hvis det skulle blive til mere end en bronzedyst mod nordmændene, men tappet for kræfter mod de hurtigere spaniere var det en vanskelig opgave.

Slovenien holdt sig dog inde i opgøret og blev ikke løbet over ende i anden halveg, hvor slovenerne med et kvarter igen var bagud med tre mål.

Alligevel var det, som at slovenerne ikke engang selv troede på det for alvor, og Spanien førte 32-27 med seks minutter igen.

Måske fokuserede Spanien for meget på at spare kræfter til søndagens finale, for pludselig var Slovenien på 30-32 to minutter før tid, inden det hele ved 33-32 blev afgjort i Spaniens favør.