Det var lidt af et chok, som Aalborg Håndbold-fansene måtte fordøje for tre uger siden.

Men nu er der godt nyt til de nordjyske fans.

For klubbens stjernespiller Niklas Landin, som under OL pådrog sig en knæskade, har nemlig været en tur på operationsbordet, efter han måtte vente et par uger på grund af en blokade i knæet.

Og operationen gik heldigvis godt, fortæller Aalborg-direktør, Jan Larsen, til B.T.

»Niklas blev opereret i sidste uge, og det gik rigtig godt. Alt er gået, som det skulle. Så lige nu er han i gang med genoptræningen,« lyder det.

Den danske storklub forventer dog ikke at have målvogteren klar før engang i november.

»Vi forventer, at Niklas er ude i fire-seks uger, men det er jo svært med sådanne skader. Indtil videre går det efter planen, så det håber vi, det bliver ved med. Men det må vi jo tage hen ad vejen,« forklarer Jan Larsen.

Mens Niklas Landin har måttet sidde ude på sidelinjen de seneste uger, så har han kunnet se sine holdkammerater vakle en lille smule på banen.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er nemlig både blevet til nederlag til RK Zagreb på udebane i Champions League samt i weekenden mod Mors-Thy Håndbold.

To resultater, som da heller ikke ligefrem betyder, at Jan Larsen jubler over nordjydernes sæsonstart:

»Altså...både ja og nej. Alle kan tabe på udebane i Zagreb, hvis man ikke er helt dér, hvor man skal være. Men i weekenden synes jeg, vi underpræsterede,« siger Aalborg-direktøren og fortsætter:

»Vi var helt væk i et kvarter af kampen, og det må ikke ske. Det var for dårlig en indsats. Så det har været både godt og lidt skidt her i starten. Så lidt midt imellem.«