DIF har bedt om en redegørelse fra BSV og Sønderjyske og forventer torsdag i næste uge at afgøre, om klubberne skal straffes for brud på matchfixing-reglerne.

Hvis alt går vel, vil Danmarks Idrætsforbunds Matchfixing Sekretariat på torsdag melde ud, om, BSV og Sønderjyske skal straffes efter den famøse ’15.000-kroners-kamp’.

Det meddeler DIF, efter at BT onsdag kunne afsløre, at BSV-spillerne var så desperate for at komme i slutspillet, at de stillede 15.000 kr. i udsigt til Sønderjyskes bødekasse, hvis sønderjyderne hjalp BSV ved at besejre Skanderborg i den sidste kamp i grundspillet, der blev spillet 1. marts 2014. Sønderjyske vandt kampen 34-28 og modtog pengene fra BSV, hvilket de altså efter pres fra BT indrømmede sent tirsdag aften.

Dansk Håndbold Forbund overdrog hurtigt sagen til DIF, der allerede nu er i gang med at undersøge sagen.

- Vi har bedt de to klubber om en skriftlig redegørelse for det faktiske forløb for at få deres version af, hvad der egentlig fandt sted. Vi har brug for at høre direkte fra de involverede parter, så vi kan komme til bunds i, hvad der præcis skete i sagen, siger Jesper Frigast Larsen, der er leder af DIFs Matchfixing Sekretariat.

Jesper Frigast Larsen regner med at modtage redegørelserne fra de to klubber senest mandag aften, og derfra vil et DIF-team bestående af tre jurister og udviklingschef Morten Mølholm vurdere, om sagen er i strid med matchfixing-reglerne.

Hvis ikke redegørelserne fra de to klubber er tilfredsstillende, kan det komme på tale at interviewe flere af nøglepersonerne.

Det er paragraf 8 i matchfixing-regulativet, om modtagelse af gaver, der er i spil, men oprindeligt var den paragraf slet ikke sat i verden med tanke på den type forseelse, som BSV og Sønderjyske har begået.

- Den var egentlig tiltænkt, at man kunne straffes, hvis man for eksempel gav en dommer gaver inden en kamp. Men vi er nødt til at se på, om sådan en regel også kan gøre sig gældende i denne situation, siger Jesper Frigast Larsen og slår fast, at der ikke er andre paragraffer i spil.