For tredje gang er håndboldklubben TM Tønders klage over den direkte nedrykning blevet afvist.
Tønder. Håndboldherrerne i TM Tønder kommer i næste sæson til at spille i landets næstbedste række.
Det fastslår Danmarks Idrætsforbunds appelinstans, som stadfæster den afgørelse, som både Dansk Håndbold Forbund (DHF) og DHF's appelinstans tidligere er kommet frem til.
TM Tønder sluttede sidst i grundspillet i mændenes håndboldliga, 888 Ligaen, og rykkede derfor direkte ned efter de sportslige kriterier, men efterfølgende gik ligarivalen HC Midtjylland konkurs midt under nedrykningsspillet.
Tønder mente derfor, at midtjyderne skulle tildeles den direkte nedrykningsplads, mens Tønder skulle have mulighed for at redde sig via playoffkampe mod Lemvig-Thyborøn Håndbold fra 1. division.
Det ønske bliver nu - igen - afvist med henvisning til, at HC Midtjyllands konkurs skete i nedrykningsspillet (turneringens anden fase) - på et tidspunkt, hvor TM Tønder var rykket ned.
- Appelinstansen finder samlet, at insolvens- eller ligareglementet hverken isoleret set eller i sammenhæng kan fortolkes på en sådan måde, at det hold, som slutter på 14.-pladsen i grundspillet, i tilfælde af et konkurrerende holds konkurs i anden fase af turneringen indtræder i kvalifikationskampene mod et 1. divisionshold om en plads i herreligaen som påstået af TM Tønder, lyder det i afgørelsen.
/ritzau/